Der har fra tid til anden været angreb på den danske model. Altid er de kommet fra det yderste højre eller fra gule fagforretninger. Altid har vi i fagbevægelsen og Socialdemokratiet stået sammen om at forsvare den.
Det er vel ikke helt forkert at kalde det vores fælles arv!
Sammen gik dem, der kom før os, forrest for at sikre lønmodtagernes ret til at forhandle løn- og arbejdsvilkår.
Det værste ved dette indgreb er, at man sætter pen til et lovforslag hen over hovedet på arbejdsmarkedets parter
Vi kæmpede hårdt skulder ved skulder, og siden har vi sammen slået alle anslag mod denne unikke model tilbage. Fordi vi ved, at vores model virker for flest.
Den sikrer gode løn- og arbejdsvilkår for lønmodtagerne. Den sikrer en uddannet og dedikeret arbejdskraft til gavn for arbejdsgiverne.
Og den sikrer et arbejdsmarked, hvor vi har tillid til hinanden, og hvor vi ikke hele tiden oplever ustabilitet og social uro. Vi – lønmodtagere og arbejdsgivere – tager et fælles ansvar til gavn for hele Danmark.
Et digebrud
Derfor reagerer fagbevægelsen også denne gang, når regeringen vil bestemme løn og arbejdstid – for det er det, regeringen vil med afskaffelsen af store bededag.
Det er et digebrud, som kan få alvorlige konsekvenser.
For hvad bliver det næste, man vil regulere i Folketinget? Lovforslaget åbner en ladeport af muligheder for fremtidige regeringer for at gribe ind i løn og arbejdstid.
Den eneste begrundelse for indgrebet i den danske model er nemlig behovet for finansiering – og det er jo konstant en udfordring, når en regering ønsker at prioritere nye tiltag eller er udfordret af færre indtægter.
Handler om måden
Vi kunne ikke drømme om at anfægte Folketingets ret til at lovgive og regeringens ret til at regere. Derfor er det også regeringens ret at fremsætte lovforslag om, hvordan vi finansierer forsvaret af Danmark.
Men det handler om måden, hvorpå det sker, og her har regeringen helt mistet grebet. For når noget spiller ind i løn- og arbejdsvilkår, har vi altid sat os ned – arbejdstagere, arbejdsgivere og regering – og talt sammen.
Senest indgik vi 19 trepartsaftaler under corona-krisen.
Selvfølgelig vil vi altid kæmpe for at bevare en fridag, som lønmodtagerne har haft i snart 300 år – det siger sig selv.
Men det værste ved dette indgreb er, at man sætter pen til et lovforslag hen over hovedet på arbejdsmarkedets parter.
Det der gør mest ondt
Det sørgelige er, at det netop er Socialdemokratiet, der fører pennen. For selvfølgelig gør det ekstra ondt, at det er en regering ledet af Socialdemokratiet, der fratager lønmodtagergrupper i Danmark med de laveste indtægter løn- og frihedsrettigheder, det som er opnået ved kollektive aftaler.
Det havde vi aldrig troet ville ske. Aldrig!
Vi har forståelse for, at forhandlinger om regeringsgrundlag er komplicerede – at der skal indgås kompromisser. Og vi har også mere end én gang set, at det, man aftaler, måske har utilsigtede virkninger. Det har vi også selv prøvet. Men så sætter man sig ned og retter fejlen og foretager de fornødne ændringer.
Tid til at rette fejlen
Det har vi selvfølgelig appelleret til sker i denne situation. Desværre har regeringen indtil nu valgt ikke at lytte. Derfor har vi iværksat vores underskriftsindsamling. Derfor et folkeligt krav om folkeafstemning. Det var ikke vores førstevalg. Vi vil altid hellere forhandle.
Derfor opfordrer vi endnu engang Socialdemokratiet til at vedstå sig vores fælles arv: Den danske model. Der er tid til at rette fejlen. Der er tid til at undgå en historisk brøler, der vil klæbe til partiet i mange, mange år fremover.
Lad os gøre det, vi har gjort så mange gange før: Lad os forhandle til gavn for hele Danmark.