I en analyse i Berlingske Tidende 20. januar giver Bent Winther udtryk for, at fagbevægelsens reaktioner på regeringens forslag om at sløjfe store bededag til forveksling kan komme til at ligne tilstandene i Frankrig. Det Frankrig vi kender med demonstrationer og gadekampe.

Det er noget vås for nu at udtrykke det mildt. Den danske fagbevægelse søger altid indflydelse.

Det er ikke fagbevægelsen, der er blevet radikaliseret. Om nogen er det regeringen!

Lizette Risgaard

Vi forhandler altid.

Vi er lige kommet ud af en coronakrise, hvor vi har fundet trepartsløsninger hele 19 gange. Sammen med arbejdsgiverne og regeringen.

Skriv under: Gør som mere end 460.000 danskere!

Skriv under: Gør som mere end 460.000 danskere!

Skriv under for at bevare store bededag!

Målet er altid ansvarlige resultater

Vi forhandlede fornuftige overenskomster under finanskrisen, der fik os ud af det morads, som dele af den finansielle sektor havde skabt. Vi går altid efter ansvarlige resultater, der sikrer gode forhold for medlemmerne.

Men vi sikrer også sammenhængskraften i det danske samfund. Vi går altid forrest for fællesskabet og tager samfundsansvar.

Demonstrationer og aktiviteter uden for forhandlingslokalet bliver aldrig nogensinde normen i Danmark. Medmindre man helt grundlæggende piller ved den danske model.

Medmindre man ikke vil forhandle.

Og det er jo den situation, vi er i.

Fagbevægelsen er ikke blevet radikaliseret

Det er ikke fagbevægelsen, der er blevet radikaliseret. Om nogen er det regeringen. Man bryder nemlig radikalt med en model, vi har haft de sidste 125 år, og som har medvirket til at sikre vores velfærd. Og man gør det som en tyv om natten.

Uden forudgående drøftelse med vælgerne.

Må jeg i øvrigt ikke minde om, at hvis folkeafstemninger er udtryk for at være en specielt venstreorienteret retorik, så må jeg med et smil på læben sige til Bent Winther og hans arbejdsplads Berlingske:

I kan selv være venstreorienterede.

For denne avis anbefalede jo begejstret en folkeafstemning vedrørende jordlovene i 1963. Og det er jo sagens kerne. Det her er meget principielt og i min bog lige så afgørende for vores fællesskab, som jordlovene var det for Berlingske Tidende.

Det er jo hele fundamentet for vores effektive arbejdsmarked. Den frie aftaleret og den tillid, vi har bygget op, er jo netop dét, der adskiller os fra Frankrig.

Det er den danske model, der har sikret velfærd til de fleste. Det er derfor, vi – nødtvungent – har peget på, at regeringen skal indkalde til folkeafstemning.

Ville jeg hellere forhandle? Selvfølgelig. Altid. Men det ønsker regeringen åbenbart ikke. Regeringen ønsker at diktere en løsning. Det er det, der er ekstremt.

Lizette Risgaard

Forsvarer aftaler med næb og kløer

Fordi vores aftaler er værd at forsvare med næb og klør.

Ville jeg hellere forhandle? Selvfølgelig. Altid. Men det ønsker regeringen åbenbart ikke. Regeringen ønsker at diktere en løsning. Det er det, der er ekstremt. Og det er omvendt os, der er de ansvarlige og ærkedanske. Så hvis Bent Winther vil se franske tilstande, må han tage til Frankrig. Vi vil vedblivende tage ansvar!

Indlægget er bragt i Berlingske Tidende 25.01.23