Som EU-medlem var Storbritannien en yndet destination for vandrende arbejdstagere fra de øvrige EU-lande, hvilket førte til bekymring hos en del britiske borgere. Dette blev udnyttet af brexitfortalerne og var en medvirkende faktor til, at 52 procent af briterne stemte for at forlade EU.
Realiteterne efter Storbritannien har forladt EU har dog vist sig at være ganske anderledes. For det første har den konservative regering vedtaget relativt liberale immigrationslove, der træder i stedet for den fri bevægelighed indenfor EU. For det andet har brexit ført til en mangel på arbejdskraft i udvalgte sektorer.
En ny rapport fra ”Centre for European Reform” skønner, hvor mange EU og ikke-EU-borgere, der ville have været i Storbritannien, hvis ikke man havde forladt EU og den fri-bevægelighed, og hvis ikke de nye immigrationslove var trådt i kraft januar 2021.
Ifølge rapporten har Brexit medført, at der er omkring 330.000 færre arbejdstagere i Storbritannien svarende til 1 procent af arbejdsstyrken. Det er særligt indenfor sektorer, der har en høj andel af ufaglærte eller kortuddannede arbejdstagere. Sektoren med størst mangel på arbejdskraft er transport og lageropbevaring.
Ifølge rapporten er det for tidligt at fastslå, hvilken betydning denne mangel på arbejdskraft vil få. Men det vil muligvis føre til højere lønninger og priser og lavere produktivitet særligt i de sektorer, som er svære at automatisere.
Rapporten er tilgængelig her