Dykkere på et offshoreprojekt i Nordsøen var lønmodtagere, selv om virksomheden krævede, at dykkerne kunne fremvise en erklæring, der dokumenterede, at dykkerne havde registreret sig som selvstændige erhvervsdrivende hos de hollandske myndigheder.
Det bestemte Højesteret i en dom den 8. december 2022.
Højesteret udtaler, at dykkernes erklæring om registrering som selvstændig erhvervsdrivende er automatisk udstedt. Den beror altså ikke på en konkret vurdering af dykkernes arbejdsforhold.
Højesteret foretager i stedet en konkret vurdering af dykkernes arbejdsforhold og lægger bl.a. vægt på, at dykkerne får betaling, selv om de ikke kan udføre opgaver pga. dårligt vejr eller sygdom.
Arbejdet ikke udført som selvstændige
Højesteret lægger i øvrigt som Landsretten bl.a. vægt på, at dykkerne arbejder i fast toholdsskift, ikke har metodefrihed af betydning ved opgavens udførelse, ikke arbejder for andre hvervgivere under projektet i Nordsøen, ikke har fri substitutionsadgang og ikke har erhvervsmæssige udgifter ud over det sædvanlige i lønmodtagerforhold.
Højesteret konkluderer, at dykkerne efter en samlet vurdering ikke har udført arbejdet som selvstændige erhvervsdrivende for egen regning og risiko.
Virksomheden har derfor som arbejdsgiver pligt til at indeholde A-skat og AM-bidrag og hæfter for de indeholdelsespligtige beløb.
Formel registrering er ikke nok
Højesteret afviser med sin dom, at en formel registrering som selvstændig erhvervsdrivende, fx et cvr-nummer, i sig selv kan fritage en virksomhed for arbejdsgiverforpligtelser.
Det fremgår heller ikke af dommen, at en formel registrering kan tillægges bevismæssig værdi.
Dermed nærmer Højesteret sig den EU-retlige forståelse af arbejdstagerbegrebet.
I arbejdsvilkårsdirektivets præambelbestemmelse nr. 8 fremgår fx:
Misbrug af betegnelsen selvstændig erhvervsdrivende som defineret i national ret, enten på nationalt plan eller i grænseoverskridende situationer, er en form for uretmæssigt angivet arbejde, som ofte forbindes med sort arbejde.
Betegnelsen »proformaselvstændig« anvendes om en person, der erklæres at være selvstændig, selv om vedkommende opfylder de kriterier, som karakteriserer et ansættelsesforhold, for at undgå bestemte retlige eller skattemæssige forpligtelser. Sådanne personer bør være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde.
Fastlæggelsen af, om der foreligger et ansættelsesforhold, bør være baseret på de faktiske omstændigheder i forbindelse med arbejdets reelle udførelse og ikke på parternes beskrivelse af forholdet.
Finten er nu underkendt af højesteret
I de senere år har det været en udbredt forretningsmodel i flere brancher, at virksomheder indgår aftaler med soloselvstændige i stedet for at ansætte lønmodtagere. Den forretningsmæssige finte er nu underkendt af Højesteret, og FH forventer derfor, at flere atypisk ansatte vil opnå lønmodtagerstatus i fremtiden.
FH er meget tilfreds med, at det er virksomheden, der hæfter for den manglende betaling af A-skat og AM-bidrag.
Dermed gør Højesteret det også klart, at det er arbejdsgivers ansvar at sikre, at lønmodtageren opnår korrekt beskæftigelsesstatus.
