”Her kommer noget, som sikkert vil få de røde partier op af stolene: Jeg mener, at fagbevægelsens magt er blevet alt for stor.” Sådan lød det fra Søren Pape Poulsen i et Facebook-opslag i februar.

Det lyder jo egentlig meget godt i mine ører, men kan det virkelig passe?

Ikke hvis man spørger Jan Hoby, næstformand i Landsforeningen af Socialpædagoger. Han skrev i august, at ”der ikke er skaffet et eneste kollektivt løft, der har gavnet den samlede arbejderklasse siden gærstrejken i 1998.”

FH er ikke et skræmmebillede af en magtfuld edderkop, der trækker i tråde i det skjulte og undergraver samfundet med overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, konflikter og trusler.

Lizette Risgaard

Inden længe holder vi den første kongres i Fagbevægelsens Hovedorganisations levetid. Så det er tid til at se på tilbage på de fire år, der er gået siden stiftelsen. Og hvem skal vi så lytte til – Pape eller Hoby?

Ingen af dem!

FH er ikke et skræmmebillede af en magtfuld edderkop, der trækker i tråde i det skjulte og undergraver samfundet med overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, konflikter og trusler. Vi er heller ikke en tandløs dinosaur. Sandheden er som altid mere nuanceret.

Akademikerne valgte at stå udenfor FH.

FH med ved bordet 24 ud af 25 gange

Og i 2021 vakte det opmærksomhed, da Akademikernes daværende formand, Lars Qvistgaard, sagde, at han repræsenterede næsten en halv million mennesker, men alligevel igen og igen blev forbigået af regeringen i modsætning til FH.

Akademikerne havde lavet en optælling over trepartsforhandlinger og andet politisk nedsat arbejde under S-regeringen. Fem ud af 25 gange havde Akademikerne været inviteret med ved bordet, mens FH var med 24 ud af 25 gange.

Vi har intet ønske om at holde Akademikerne ude – tværtimod – men det er rigtigt, at vi sidder med ved bordet – og ved det bord får vi ofte indflydelse.

Nogle af de ting, jeg er mest stolt af, er:

  • De 19 trepartsaftaler, vi indgik under pandemien om lønkompensation, arbejdsfordeling, barselsdagpenge og coronapas, der ifølge forskere reddede 81.000 jobs.
  • Den politiske aftale om at hæve dagpengebeløbet med 3.600 kroner i de første tre måneders ledighed – den første forbedring af dagpengene i årevis.
  • Retten til tidlig pension og forbedringen af seniorpensionen.
  • Barselsloven, som politikerne vedtog, efter vi var blevet enige med Dansk Arbejdsgiverforening om en model, der ligestiller forældrene.
  • Trepartsaftalen om sexchikane, der blandt andet betyder højere bøder til dem, der ikke kan opføre sig ordentligt.
  • Ændringen af beskæftigelsesindsatsen, som betyder, at a-kasserne fra nytår 2024 får det fulde ansvar for de ledige i de første tre måneder.

Men der er også masser af politiske beslutninger – eller mangel på samme – som vi ikke er tilfredse med.

For eksempel blev et politisk flertal i slutningen af juni enige om at sænke beløbsgrænsen, så udenlandsk arbejdskraft fra lande uden for EU kan komme til Danmark på lavere lønninger end før.

Og vi har heller ikke fået det påkrævede løft af vores erhvervsskoler og professionsuddannelser, hvis tilstand nogle steder er så kritisk, at lærlingene gør oprør.

Vigtigst at få vendt medlemsudviklingen

Vi tager IKKE vores indflydelse på Christiansborg og vores styrke over for arbejdsgiverne for givet. Det suverænt vigtigste for FH og vores medlemsforbund er at få vendt medlemsudviklingen. Ingen tvivl om det. Vi har 1,3 millioner lønmodtagere i ryggen.

Fortsætter det tal med at falde, bliver det sværere at åbne døre på Slotsholmen og fastholde ordnede forhold på arbejdsmarkedet.

Næsten en million mennesker arbejder nu i Danmark under en overenskomst uden selv at være medlemmer af en overenskomstbærende fagforening. Den danske model kan ikke blive ved med at holde til, at flere og flere nyder godt af fagbevægelsens kampe og sejre uden selv at bidrage.

LIZETTE RISGAARd

Næsten en million mennesker arbejder nu i Danmark under en overenskomst uden selv at være medlemmer af en overenskomstbærende fagforening. Den danske model kan ikke blive ved med at holde til, at flere og flere nyder godt af fagbevægelsens kampe og sejre uden selv at bidrage.

Så vi er også nødt til at sige til politikerne, at de ikke kan tage det fleksible, fredelige og ordentlige danske arbejdsmarked for givet.

Den danske model bygger på stærke og velorganiserede lønmodtagere og arbejdsgivere. Politikerne på Christiansborg har forstået, at de er nødt til at understøtte demokratiske grundpiller som partierne, foreningslivet og medierne.

Politikerne må ikke svække den danske model

Men de har altså også et ansvar for ordentlige rammebetingelser for den faglige organisering, som den danske model bygger på.

Politikerne kan fx ikke udhule dagpengene mens virksomhederne får fuldt skattefradrag for deres udgifter til arbejdsgiverorganisationer.

Det håber jeg, at Pape og andre politikere vil besinde sig på. Vi har en fælles interesse i et stærkt og velorganiseret arbejdsmarked med ordnede forhold.

Det vil vi i hvert fald kæmpe utrætteligt for.

Bragt i Avisen Danmark 25.09.22