Lige om lidt klikker vi på ”luk computeren”, stiller værktøjskassen og smider uniformen. Så er det tid til sommerferie. Tid til at slappe af, rejse, besøge familien, tage på festival eller noget helt andet. Men har du nogensinde tænkt på, hvorfor du egentlig har seks ugers ferie om året?
I ferieloven står der, at du har ret til fem!
Hvis du i dag arbejder på en virksomhed, der har indgået overenskomst med et forbund tilknyttet Fagbevægelsens Hovedorganisation, kan du trække stikket i seks uger om året.
Den ekstra uge har du jo, fordi din fagforening har tilkæmpet sig den!
Bid for bid, dag for dag – og ved overenskomstforhandlingerne i 2000 lykkedes det at komme op på seks ugers ferie. Kun i meget få andre lande i verden kan lønmodtagerne bryste sig af at have så meget ferie – med løn eller feriepenge vel at mærke.
Arbejderen skulle slet ikke have ferie for 100 år siden
For 100 år siden lå det ikke i kortene, at arbejderne overhovedet skulle have ferie. Arbejdsgiverne syntes dengang ikke, at det var nogen god ide, for det ville jo både gå ud over beskæftigelsen og konkurrenceevnen, lød det.
Men i 1936 fik flertallet af arbejderne, som var organiseret i en fagforening, forhandlet sig frem til én uges ferie med løn. Siden gik det fremad, og hvis du i dag arbejder på en virksomhed, der har indgået overenskomst med et forbund tilknyttet Fagbevægelsens Hovedorganisation, kan du trække stikket i seks uger om året.
Derudover har din fagforening sikret dig pension, barsel, overtidsbetaling og meget mere. Resultater, der er til at tage at føle på. Noget du kan mærke i din hverdag.
Goderne er ingen selvfølge og de risikerer at blive forringet
Men hvorfor bruger jeg tid på at italesætte det nu?
Fordi det er vigtigt!
Alle de nævnte goder er nemlig på ingen måde en selvfølge. Tværtimod har vi i en årrække set en bekymrende udvikling, der peger på, at dine rettigheder som lønmodtager risikerer at blive forringet.
For selvom flere end otte ud af ti lønmodtagere i dag er omfattet af en overenskomst, der giver dig de nævnte rettigheder og mange flere, så er det kun ca. halvdelen, som betaler til en fagforening, der forhandler overenskomster og tjekker, at de bliver overholdt og forbedret. Med andre ord er halvdelen ”gratister”, mens kollegerne betaler gildet.
Og det er selvfølgelig ikke i orden.
Det koster tid, kræfter og penge at indgå og forbedre de tusindvis af overenskomster, der findes over hele landet. Der skal regnes, forhandles og indsamles viden.
Og de tillidsrepræsentanter, der forhandler, skal naturligvis uddannes, så arbejdsgiverne ikke render om hjørner med dem. En stor del af hele det maskineri betales af lønmodtagerne, og det siger sig selv, at her ligger styrken i, at et stærkt fællesskab bakker op.
Sorte huller
Der er desværre opstået, hvad vi kalder ”sorte huller” på det danske arbejdsmarked. Områder som fx hotel- og restaurationsbranchen, hvor organiseringen er så lav, at kun hver femte er medlem af en fagforening med overenskomst.
Jeg kunne også nævne rengøringsbranchen, transportbranchen eller landbruget, hvor mange ikke melder sig ind i en fagforening.
Det er bekymrende, for hvis ikke der er stærke fagforeninger til at indgå overenskomster med virksomhederne, og som holder øje med, at de bliver overholdt, går det ud over dig og dine kolleger.
Forudsætningen for ordentlig løn, et godt arbejdsmiljø og tryghed i ansættelsen er en stærk fagforening, der fx tager ud på virksomhederne og gennemfører løntjek. Og dygtige tillidsvalgte, der sørger for, at dagligdagen på arbejdspladsen fungerer.
Så hvis du er glad for din sjette ferieuge, din pensionsordning, din ret til at gå på barsel med løn, din overtidsbetaling og meget mere, så bak op om den fagforening, der forhandler dine goder hjem. Og drøft organisering med dine kolleger.
Snart går vi på ferie – og så glemmer vi – forhåbentlig – alt om vores arbejde for en stund.
Men når du vender tilbage, så mind dig selv og dine kolleger om, at kun ved at stå sammen opnår vi ordentlige løn- og arbejdsvilkår!
