Budgetloven trænger til et eftersyn.
Det har den gjort alt for længe, og omsider er der forandringer på vej. Den langsommelige proces har til gengæld givet os mange års erfaringer med budgetloven og dermed et solidt grundlag for at træffe beslutninger om forbedringer.
Forbedringer, der er nødvendige for, at kommuner og regioner får den fornødne fleksibilitet til at tænke langsigtet og til at levere den bedst mulige velfærd til borgere og virksomheder inden for de økonomiske rammer.
Lad det være sagt med det samme: Regeringens forslag om at øge budgetlovens underskudsgrænse er både samfundsøkonomisk fornuftig og i allerhøjeste grad nødvendig.
Som led i det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik blev det aftalt at sigte efter et offentligt underskud i 2030 på 0,5 pct. af BNP og at øge underskudsgrænsen i budgetloven fra 0,5 til 1,0 pct. af BNP. Det sidste i øvrigt helt efter forskrifterne fra EU.
Reglerne har i dag et overdrevent fokus på étårig budgetoverholdelse og et unødigt skrapt sanktionsregime.
Unødigt skrapt sanktionsregime
Men videre rammer for underskud er kun halvdelen af løsningen. Rammerne for den offentlige økonomi har nemlig en anden grundlæggende udfordring, som handler om ødelæggende stram styring af kommunernes og regionernes økonomi. Reglerne har i dag et overdrevent fokus på étårig budgetoverholdelse og et unødigt skrapt sanktionsregime.
Det system understøtter frem for alt, at budgetterne bliver overholdt – men det fremmer ikke en investeringstankegang.
Budgetloven giver nemlig ikke kommunerne lov til at overføre et eventuelt mindreforbrug i ét år til merforbrug i kommende år. Dermed har loven indbygget et pres for, at kommunerne får fyret eventuelle sparede penge af sidst på året – såkaldt ’benzinafbrænding’.
Det håber vi, at regeringen vil ændre på, så kommunerne og regionerne i fremtiden vil møde et system, der både rummer fornuftig kontrol og fokus på at overholde budgetterne – samtidig med, at det understøtter en investeringstankegang og langsigtet planlægning.
30 mia underforbrug i kommunerne
Det nuværende system har, siden sanktionerne blev skærpet i 2011, ført til underforbrug i kommunerne. Et underforbrug, der samlet set er løbet op i mere end 30 mia. kr. Det er slemt nok i sig selv. Værre er det, når den stramme styring reelt indebærer risiko for, at en større del af de kommunale og regionale budgetter bruges på en uhensigtsmæssig måde.
”Kommunerne og de enkelte institutioner kan bare videreføre de ubrugte midler til næste budget- og regnskabsår”, vil nogle måske hævde. I princippet ja, men systemet er indrettet sådan, at kommunerne i det nye år støder panden mod muren igen, når de står over for et nyt étårigt budgetloft med dertil hørende økonomiske sanktioner.
Og straffen er hård, hvis de går igennem loftet, så det gælder om at lægge sig godt og vel på den rigtige side af stregen. Det er ikke som i en almindelig husholdning, hvor rettidig omhu kan give mulighed for at spare op til dårlige tider eller investere i fremtiden; for kommunerne skal pengene stemme ved årets udgang.
Brug for fleksibilitet i budgetterne
Derfor er der reel risiko for, at en del af budgettet sidst på året prioriteres mere kortsigtet og reelt kunne bruges bedre og skabe mere værdi for borgere og virksomheder. Hertil kommer de ubrugte midler, der ikke får lov at komme ud og blive til velfærd. Det er grundlæggende en fortælling om for hårde sanktioner og for kortsigtede prioriteringsmuligheder.
Det er klart, at budgetterne generelt skal overholdes. Men det er på tide at gøre op med de rigide rammer og give kommuner og regioner mulighed for at prioritere mere langsigtet. I FH har vi længe haft større fleksibilitet i de kommunale og regionale budgetter højt på ønskelisten. Erfaringerne har vist, at der er brug for netop det.
Større fleksibilitet i budgetterne kan give mere velfærd, uden det koster ekstra. Flerårige budgetter øger ikke budgetrammerne og fører ikke til ekstraudgifter. Pengene er jo netop allerede afsat – og måske kan de endda bruges bedre.
