Regeringen indgik i weekenden et historisk nationalt kompromis om sikkerhedspolitikken med SF, Radikale, Venstre og Konservative.
Aftalen indeholder blandt andet en opprioritering af forsvaret med 18 mia. kr. årligt, hvilket er én af de største enkeltstående prioriteringer i nyere tid.
Baggrunden er dybt tragisk, og krigen i Ukraine er den altoverskyggende udfordring lige nu. Og udover de åbenlyse menneskelige omkostninger, så er der på to uger sat helt nye rammer for finanspolitikken i de kommende årtier.
Om end anledningen er negativ, så er det positivt, at regeringen nu vil fremlægge en 2030-plan for dansk økonomi.
Det er sund fornuft at løsne tøjlerne. Der er fortsat plads til at prioritere velfærden uden at gå på kompromis med holdbarheden.
Sund fornuft at løsne tøjlerne
Til forskel fra den nuværende 2025-plan gives der rum for et underskud på cirka minus en halv procent af BNP i stedet for de nuværende nul procent.
Det er sund fornuft at løsne tøjlerne. Der er fortsat plads til at prioritere velfærden uden at gå på kompromis med holdbarheden.
Børsens leder og en række folketingspolitikere kastede sig straks ud i en luksusfælderetorik, som dog er udtryk for et forældet syn på finanspolitisk ansvarlighed.
De offentlige finanser er grundlæggende sunde, og vismændene vurderer endda statskassen som ”overholdbar” på langt sigt. Groft sagt betyder det, at indtægterne er højere end udgifterne, når man tager de langsigtede briller på.
På vej ind i periode med strukturelle underskud
På kort sigt er vi på vej ind i en periode med strukturelle underskud, ikke på grund af krigen i Ukraine, men fordi demografien i Danmark forskyder sig. Men der er tale om et midlertidigt dyk, som senere rettes op.
Det store spørgsmål er nu, om vi skal skære ind til benet for at undgå midlertidige underskud i en årrække, selvom det dybest set ikke er nødvendigt. Eller om vi skal acceptere underskud i en periode, fordi vi ved, at de netop er midlertidige og forårsaget af demografiske forskydninger.
Min påstand er, at det er både ansvarligt og nødvendigt at løsne selen under den afgørende forudsætning, at de offentlige finanser er holdbare på langt sigt. Jeg vil faktisk gå så langt og sige, at det er uansvarligt, at stramme unødvendigt hårdt op, fordi det vil fortrænge en række nødvendige finanspolitiske prioriteringer og investeringer i fremtiden.
Kæmpe pres på velfærden
For selv uden den ulykkelige situation i Ukraine, står vi overfor en række store samfundsmæssige udfordringer i det kommende årti.
Der er et kæmpe pres på velfærden, og vi skal sætte fart på den grønne omstilling. Og når man oven i det lægger en massiv opprioritering af forsvaret, så er der meget stramme rammer for finanspolitikken.
Med et nyt sigtepunkt i den kommende 2030-plan sikrer vi, at der er politisk manøvrerum til at håndtere de meget store samfundsudfordringer, der står for døren. Det er ansvarlig finanspolitik, uanset om man er rød eller blå.
