I 1. kvartal 2021 steg lønnen på DA-området med 2,4 pct., hvilket er uændret i forhold til kvartalet før. Lønstigningstakten er dermed stadig omtrent på niveau med lønudviklingen før den første nedlukning i forbindelse med COVID-19 i foråret 2020.
I fremstilling aftog lønstigningstakten fra 2,3 pct. i 4. kvartal 2020 til 2,2 pct. i 1. kvartal 2021 og inden for serviceprægede erhverv aftog lønstigningstakten fra 2,3 i 4. kvartal 2020 til 2,1 pct. i 1. kvartal 2021.
Omvendt tiltog lønstigningstakten inden for bygge- og anlægsbranchen fra 3,0 pct. i 4. kvartal 2020 til 3,7 pct. i 1. kvartal 2021. Denne udvikling skal ses i lyset af, at der ved overenskomstfornyelsen i foråret 2020 blev aftalt lønstigninger pr. 1. maj 2020 og pr. 1. januar 2021 i bl.a. bygge og anlægsoverenskomsten. Dermed indeholder opgørelsen af den årlige lønudvikling for 1. kvartal 2021 to lønstigninger.
Inflationen var 0,7 pct. i 1. kvartal 2021. Dermed var reallønsfremgangen på DA-området 1,7 pct. Det svarer til den gennemsnitlige udvikling siden 2018.
Læs hele notatet: Lønudviklingen på DA-området var 2,4 pct. i 1. kvartal 2021