Coronakrisen har allerede på nuværende tidspunkt gjort mange arbejdsløse. Selv om trepartsaftalen om midlertidig lønkompensation har holdt hånden under mange lønmodtagere, må vi desværre forberede os på, at ledigheden stiger yderligere de kommende måneder. Det vurderer Mette Hørdum Larsen, økonom i Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Bruttoledigheden er steget med 13.400 fuldtidspersoner i marts, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er den største månedlige stigning siden statistikkens start i januar 2007.
Når blødningen er stoppet, kommer helingsfasen. Tilliden hos forbrugere og virksomheder skal genoprettes
Mette Hørdum Larsen, økonom FH
Antallet af bruttoledige er nu på det højeste niveau siden september 2017 på 117.000 fuldtidspersoner, svarende til 4,1 pct. af arbejdsstyrken.
Altafgørende med aftaler om lønkompensation
”Det har været altafgørende, at der blev landet en aftale om lønkompensation. Allerede i de første dage af nedlukningen meldte mange tusinde sig ledige. Daglige rapporter fra Beskæftigelsesministeriet viser til gengæld, at antallet af tilmeldte ledige har stabiliseret sig i april. Det er glædeligt,” siger Mette Hørdum Larsen, økonom i FH.
Men hun tror, at vi desværre alligevel må forberede os på, at ledigheden stiger yderligere de kommende måneder.
”Der har været tale om et massivt dyk i den økonomiske aktivitet, og der bliver desværre fortsat varslet fyringer, selv om adskillige hjælpepakker er sat i søen,” siger Mette Hørdum Larsen.
Tilliden hos forbrugere og virksomheder skal genoprettes
Samfundet er langsomt ved at åbne igen både i Danmark og andre steder i verden. Men det sker meget gradvist.
Derfor går der givetvis en del tid endnu, inden aktiviteten er i nærheden af det, vi oplevede før coronakrisen, vurderer Mette Hørdum Larsen.
”Der vil blive behov for flere tiltag, der kan hjælpe økonomien og arbejdsmarkedet på rette spor igen. For når blødningen er stoppet, så kommer helingsfasen. Tilliden hos forbrugere og virksomheder skal genoprettes. Efterspørgslen og produktionen skal op i gear igen. De, som har mistet arbejdet på grund af krisen, skal hurtigt i job igen,” siger Mette Hørdum Larsen.