SIDSTE SOMMER oplevede vi tørken. For mig blev heden en fysisk oplevelse af, at vores fælles klode bliver varmere og varmere, sådan som videnskaben fortæller os. En klode, som hver generation kun har til låns. Klimaet har for alvor brændt sig fast i vores fælles bevidsthed – det gælder også i fagbevægelsen.
FAGBEVÆGELSEN foreslår for eksempel, at staten går ind med risikovillige grønne investeringer, så klimavirksomheder og -jobs får et rygstød. Den grønne omstilling kan dog skabe skæve omkostninger.
Vi har et ansvar over for de lønmodtagere, som er bange for at miste deres job på grund af en ny klimapolitik
Lizette Risgaard, Formand i FH
Især for dem af vores kolleger, som risikerer at miste job og indtægt, når erhvervslivet udvikler sig. Eller for den familie, som ikke kan give børnene en tur til Gran Canaria, hvis priserne på brændstof, kød og flyrejser stiger.
Den grønne kamp skal bæres i solidarisk fællesskab
JEG FREMHÆVER dette, fordi det er helt afgørende, at vi ikke overlader regningen for klimakampen til dem, som har mindst. Den grønne omstilling skal bæres og sikres i solidarisk fællesskab.
Det er med disse overvejelser i bagagen, fagbevægelsen engagerer sig konstruktivt i klimapolitikken. Vi har som et fællesskab bestående af 1,4 millioner lønmodtagere et ansvar for, at klimaet ikke koger over. Og vi har et ansvar over for de lønmodtagere, som er bange for at miste deres job på grund af en ny klimapolitik.
De to hensyn behøver ikke være på kollisionskurs.
Klimakampen afhænger af, at vi tænker sociale hensyn med
FAKTISK VIL JEG mene, at klimakampen fuldstændig afhænger af, at vi tænker det sociale hensyn med. Frankrig er et godt (skræmme-) eksempel. Stigende benzinpriser, topskattelettelse og øget tryk på dem med færrest penge satte fut i gaderne.
Bål og brand i byen får jo ikke just CO2-niveauet til at falde.
VI KAN IKKE videreudvikle store industrier uden at have en plan for, hvad der skal ske med de medarbejdere, som arbejder der. For så risikerer vi, at klima bliver en klassekamp – og det vil skade alle og kloden især. Vi skal heller ikke afvikle den del af erhvervslivet, som isoleret set belaster klimaet mest – vi skal udvikle den.
Det gør ikke noget godt for kloden, hvis virksomheder som følge af for strenge krav i Danmark flytter til lande med lempelige regler. Tværtimod.
Den danske model bliver afgørende
Og det er her, vores berømte danske model bliver altafgørende. Det er jo vores sikkerhedsnet, som skal garantere, at vi ikke må gå fra hus og hjem, hvis vi i perioder er ramt af arbejdsløshed. Og som skal hjælpe os videre i et nyt job – det er essentielt, hvis vi vil sikre en fair overgang til et klimavenligt samfund.
Derfor må politikerne også ændre de sidste mange års kurs, hvor de har forringet sikkerhedsnettet.
JEG FORSTÅR GODT alle de strejkende unge, som vil have handling nu frem for klimapolitisk symbolpolitik. Det skal og vil fagbevægelsen tage del i.
Klimapolitik er også socialpolitik
Vi vil samtidig insistere på, at klimapolitik også er socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik, erhvervspolitik, økonomisk politik og fordelingspolitik.
På den lange bane skaber balancen stærkere klimahandling, hvis vi sørger for, at alle kommer med.
Faktisk vil jeg mene, at klimakampen fuldstændig afhænger af, at vi tænker det sociale hensyn med.
Debatindlægget er bragt i Politiken 25.06.19
Læs flere debatindlæg fra Lizette Risgaard på “Lizettes Blog”
Billede fra Scanpix