Den danske models effektivitet understreges ved, at fagbevægelsen og arbejdsgiverne sidste år påtog sig et kæmpeansvar og indgik historisk mange trepartsaftaler. De har bidraget til at bringe det danske samfund stabilt gennem coronakrisen, til der hvor vi er i dag. Måske Mona Juuls corona-isolation har været så seriøs, at hun ikke har fulgt med i dansk politik, og derfor er lovligt undskyldt. Ellers kan det kun bekymre, hvis et medlem af Folketingets Erhvervsudvalg ikke har lagt mærke til det.

Ole P. Kristensens leder d. 31.03. er en pragtopvisning i selvmodsigelse og skræmmeretorik. Anledningen er, at vi i Fagbevægelsens Hovedorganisation mener, at 30 års forringelser af dagpengene er gået for vidt. 

Gabet mellem en månedsløn og dagpengesatsen er nu så stort at vores fælles arbejdsløshedsforsikring ikke længere udgør et solidt sikkerhedsnet hvis man mister jobbet. Det er ikke kun et problem for de ledige, som i mange, mange år har betalt til a-kassen. Det handler også om fundamental tryghed for dem, der er i arbejde, og om arbejdsgivernes mulighed for også i fremtiden hurtigt at kunne hyre og fyre.

Ord som ”skat” og ”kontrol” vinder næppe popularitetskonkurrencer inden for politisk kommunikation. Alligevel er skattekontrollen hjerteblod hos såvel regeringen som fagbevægelsen. Det er der en god grund til.

Vi skal undgå, at den grønne omstilling skaber arbejdsløshed og ulighed. Ikke blot for at sikre en retfærdig fordelingen af gevinster og byrder, men også fordi beskæftigelse og lighed er forudsætninger for omstillingen og langsigtet opbakning til vores klimamål.