Notat

Ledigheden på FTF-området – August 2012

Ledigheden på FTF-området har i gennem længere tid ligget på et stabilt niveau omkring 3,3 og 3,4 pct. Ledigheden er stigende i FTF-A, mens der i de tre øvrige a-kasser på FTF-området har været en opbremsning i ledighedsstigningen, så ledigheden i de seneste måneder har ligget forholdsvis konstant.

FTF vurdering af statsministerens åbningstale

Statsministerens åbningsredegørelse indeholdt en del om fx sundhed, indvandrere og folkeskolen, men ikke mange nye initiativer, der kan sætte gang i vækst og beskæftigelse. Det er der efter FTF’s vurdering behov for. Konkret bør anlægsloftet i den offentlige sektor afskaffes og akutpakken bør suppleres med de nødvendige justeringer på dagpengeområdet.

Innovationsordninger skal målrettes styrkepositioner

Innovationssystemet skal målrettes danske styrkepositioner, er en af de centrale anbefalinger i en stor EU-evaluering af Danmarks forsknings- og innovationssystem. Evalueringen indeholder flere gode anbefalinger, som FTF kan bakke op. Den mangler dog et større fokus på medarbejdere
og brugeres innovationsmuligheder.

FTF’s ligestillingspolitik 2012

FTF har opdateret sin ligestillingspolitik
fra 2004 og har flere konkrete bud på, hvordan der skabes øget ligestilling
mellem mænd og kvinder, herunder sikrer ligeløn.

Nationalbanken: Trist udsigt for dansk økonomi

Man bliver ikke fornøjet af Nationalbankens seneste prognose for økonomien, der bekræfter de mørke udsigter for 2012. FTF har peget på, at regeringen er for optimistisk og det bekræftes af Nationalbanken. Regeringen har bremset for hårdt op og mistilliden hos borgerne til økonomien vil bremse væksten i det private forbrug, der skal drive et opsving. Kickstarten bør fornyes fx ved at fjerne anlægsloftet.

Uklart videngrundlag er barriere for stærke videnmiljøer

Erhvervsakademier og professionshøjskolers strategiske arbejde med udvikling af ny viden er analyseret af EVA. Rapporten peger bl.a. på den uklarhed, der knytter sig til begrebet ”udviklingsbasering”, som er uddannelsernes videngrundlag. Rapporten beskriver også, hvordan det formelle styringsgrundlag, manglende langsigtet finansiering og den uklare rolle opleves som barrierer for at udvikle stærke videnmiljøer. Den 3-årige bevilling til forskning og udvikling som indgår i FFL 2013, giver institutionerne et bedre planlægningsgrundlag.

Pæn stigning i optaget på videregående uddannelser i 2012

Gennemsnitlig er optaget steget med 6 % i forhold til 2011. På erhvervsakademiuddannelserne er stigningen 7 %, på
professionsbacheloruddannelserne 5 % og på de lange videregående uddannelser 6%. Der er en generel stigning i antallet af optagne i alle aldersgrupper på alle uddannelsesniveauerne.

FTF: Styrk faglige organisationers medvirken i kvalitetssikring af uddannelserne

Der forventes igangsat en politisk proces om og høring af
lovforslag om institutionsakkreditering i efteråret 2012. FTF vil i relation
hertil tage udgangspunkt i en række principper bl.a. at det kommende
akkrediteringssystem skal bygge på såvel institutionsakkreditering som
evalueringer, at nye uddannelser og udbud skal gennemgå en prækvalificering og at aftagere og faglige organisationers medvirken i kvalitetssikringen skal
styrkes.