Indledning
De tal der danner grundlag for dette notat er fra den koordinerede tilmelding (KOT) pr. 30. juli 2012 samt supplerende oplysninger fra Professionshøjskolernes Rektorkollegium. Fra udmeldingen om optaget og indtil et stykke tid efter studiestart sker der ændringer i tallene. Ledige pladser fyldes op med unge, der ikke fik deres 1. prioritet opfyldt, og nogle unge springer fra allerede før studiestart. Hertil kommer løbende optag på uddannelserne, der også har studiestart i januar/februar 2013.

Det endelige tal for sommeroptaget 2012 foreligger først i løbet af oktober 2012.

Generelle tendenser
I 2012 er det samlede optagelsestal på de videregående uddannelser, som er omfattet af den koordinerede tilmelding 60.537 studerende. Det er 3.406 flere end sidste år, og det højeste antal optagne nogensinde. Den økonomiske krise, manglen på ufaglærte jobs og den politiske fokus på uddannelse, er sandsynligvis nogle af årsagerne til dette høje tal. Der er afvist ca. 17.800 svarende til 22 % af det samlede antal ansøgere.

Optagelsestallet viser en stigning på 6 % i forhold til 2011. De korte videregående uddannelser har et optagelsestal på 9.836 (stigning på 7 %), de mellemlange videregående uddannelser et optag på 22.785 (stigning på 6 %) og de lange videregående uddannelser et optag på 27.916 (stigning på 6 %).

Optaget fordelt på uddannelsesinstitutioner viser at kun syv uddannelsesinstitutioner har et lavere optag i 2012 end i 2011. Der er dog alle de syv steder tale om beskedne reduktioner i optaget. ( I relation til FTF-området er det VIA (minus 10 personer), Bornholms Sundheds- og sygeplejerskeskole, Pharmakonomskolen og den Frie Læreruddannelse.))

Alder. I 2012 er 31 % af de optagne yngre end 21 år. Denne andel har ikke ændret sig siden 2011. Der er forskel mellem de tre uddannelsesniveauer. På KVU drejer det sig om 30 %, medens det er mindre på MVU (23 %) endelig er andelen af yngre studerende størst på LVU (38 %).

Det skal nævnes, at andelen af optagne, der er yngre end 21 år er øget med 4 procentpoint siden 2007.

Ser man mere detaljeret på aldersfordelingen er der kun sket små forskydninger siden 2011. Det kan nævnes, at på professionsbacheloruddannelserne er fordelingen således: Under 21 år: 23 %, mellem 21 og 24 år: 47 %, 25-30 år: 17 % og over 30 år: 14 %. Professionsbacheloruddannelserne er de uddannelser, der har flest optagne over 25 år.

I tæt sammenhæng med aldersfordelingen kan her nævnes alderen på den adgangsgivende eksamen, hvilket har betydning for det antal studerende der får ganget deres adgangsgivende eksamen med 1,08 og hænger sammen med den politiske diskussion om ”Hurtigere gennem uddannelsessystemet.

Andelen af optagne, som begynder deres uddannelse direkte efter adgangsgivende eksamen er uændret i forhold til 2011. Det drejer sig i år om 25 %, der lige har afsluttet deres eksamen. Andelen af optagne, der har en adgangsgivende eksamen, der er 1-2 år gammel er faldet til 48 %. Andelen der har en adgangsgivende eksamen, der er tre år eller ældre, er 27 %.

På akademiuddannelserne og professionsbacheloruddannelserne er der 33 %, der har taget deres eksamen for tre år siden eller mere. På universitetsuddannelserne er tallet blot 19 %.

Køn. Kvinderne udgør også i 2012 flertallet blandt de nye studerende, men 2012-optaget viser en lidt mere lige kønsbalance på de videregående uddannelser. Andelen af mænd er steget med et procentpoint i forhold til sidste år.
Samlet udgør kvinderne 57 % af optaget. På erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne er kvindeandelen 60 %, medens den er 54 % på universitetsuddannelserne. På KVU- og MVU-uddannelserne (tallene er slået sammen til et) er kvindeandelen størst på det samfundsfaglige område (82 %) og det sundhedsfaglige område (85 %) medens mandeandelen er størst på det tekniske område (83 %).

Det er ikke overraskende at kvindeandelen på jordmoderuddannelsen er 100 % og mandsandelen er det samme på visse diplomingeniøruddannelser.

Antallet ikke optagne svarer til 22 % af det samlede antal ansøgere. Der er i 2012 flere ikke optagne end sidste år, men andelen af ikke optagne udgør samme andel som i 2011 på trods af at der i 2012 var historisk mange ansøgere.

Procenten af ikke optagne har været den samme siden 2009. I slutningen af halvfemserne var andelen af ikke –optagne endnu højere.

Ikke optagne deles ind i ansøgere der er afvist (personer uden tilstrækkeligt højt gennemsnit) og personer der er afmeldt. (personer der ikke opfylder adgangskravene).

Antallet af afviste er faldet på akademiuddannelserne (-27 %) og på universitetsuddannelserne (-7 %), medens den er steget på professionsbacheloruddannelserne med 10 %.

Professionsbacheloruddannelserne
I vedlagte bilag ses optagelsestallene på konkrete udvalgte professionsbacheloruddannelser. Næsten alle uddannelser har et stigende optag. Store stigninger i optaget kan ses på socialrådgiveruddannelsen (13 %) og på ergoterapeut og pædagoguddannelsen. Der er kun få uddannelser med et faldende optag – bioanalytiker, bygningskonstruktør og pharmakonomuddannelsen. Andre uddannelser har stor set det samme optag som året før (Jordemoder, radiograf og tandplejer).

Af de nyere uddannelser er der en central fastsat kvote på 70 studerende på den nyere uddannelse i beredskab m.m. medens PB i Finans og offentlig administration har et stigende optag.

Erhvervsakademiuddannelserne
I vedlagte bilag ses optagelsestallene på udvalgte erhvervsakademiuddannelser. Uden for FTF-områderne har serviceøkonom og handelsøkonom en optagsstigning på over 10 %. Det samme er gældende for den FTF-relaterede uddannelse – datamatikeruddannelsen. (13 %).

Der er også et stigende optag på finansøkonomuddannelsen, markedsføringsøkonom og multimediedesigneruddannelsen, medens administrationsøkonom, jordbrugsteknolog og procesteknolog har et mindre faldende optag.

Helt nye uddannelser
Der er i år optaget 366 studerende på 9 helt nye uddannelser, heraf 5 universitetsuddannelser. Der er to nye PB-uddannelser (Smykker, teknologi og business: 31 optagne og Diakoni og socialpædagogik: 68 optagne) og to nye akademiuddannelser indenfor økonomi og miljøteknologi med i alt 49 studerende.