Statsministeren fremlagde i forbindelse med Folketingets åbning regeringens åbningsredegørelse.
Økonomisk politik
Statsministeren pegede på, at regeringens første år havde haft fokus på:
1.    at få styr på de offentlige udgifter og bevare tilliden til dansk økonomi
2.    at få sat skub i Danmark med en række investeringer
3.    at få hjulpet de mennesker, der har mest brug for hjælp
På baggrund af de tre fokuspunkter redegjorde statsministeren for en række af de initiativer regeringen har sat i gang i det forløbne år.
FTF vurdering
Statsministeren lagde i sin åbningsredegørelse vægt på en lang række initiativer, der er taget i det sidste års tid og understregede, at regeringens initiativer har skabt et godt grundlag for at få Danmark gennem den økonomiske krise.
FTF er enig i, at der er taget en række initiativer til at fremme væksten, men det er i høj grad tvivlsomt, om der er kommet meget mere gang i den økonomiske vækst, hvilket de seneste tal for udviklingen i BNP vidner om. Der er tale om, at væksten er negativ i 2. kvartal 2012, og der er tegn på, at de initiativer regeringen har taget med investeringsvindue mv. ikke er nok. Det er derfor en skuffelse, at regeringen med åbningsredegørelsen ikke kunne fremlægge flere og nye initiativer, der skal sætte gang i vækst og beskæftigelse.
Derudover fremhæver regeringen, at den har styr på den offentlige økonomi, hvilket selvfølgelig isoleret set kan være positivt. Men bagsiden af det er, at der sker omfattende besparelser og fyringer i den offentlige sektor. Det skader velfærden. Og det skaber utryghed i befolkningen.
Det fører blandt andet til, at det forventede øgede private forbrug, som regeringen har brug for til at trække væksten, i stedet bliver omsat til øget opsparing, fordi befolkningen har mistet troen på den økonomiske politik. AE-rådet har netop offentliggjort en analyse, der viser, at den private opsparing er den største i de seneste 40 år.
Derudover viser en ny undersøgelse fra FTF, at hver tredje kommune næste år opgiver planlagte renovationer eller nybyggerier pga. den skrappe økonomiaftale mellem regeringen og kommunerne. FTF mener, at regeringen med loft over anlægsinvesteringerne bremser for hårdt op. Den kickstart, som regeringen lancerede i regeringsgrundlaget, får slet ikke lov til at virke. Derfor bør regeringen droppe anlægsloftet, der hindrer kommunerne i at forsætte investeringsniveauet.
Modernisering af den offentlige sektor
Statsministeren betonede flere gange i sin tale, at vi skal værne om velfærden. Hun kom også ind på, at vi skal undgå situationen andre steder i Europa, hvor der skæres dybt i velfærden. Hun understregede også, at et godt velfærdssamfund er en vigtig byggesten for erhvervslivet. Til gengæld blev den moderniserings- og tillidsreform af den offentlige sektor, der blev annonceret i regeringsgrundlaget sidste år, slet ikke nævnt i talen.
FTF vurdering
FTF er helt enige i, at den offentlige velfærd har stor betydning for væksten i samfundet. Situationen er imidlertid den, at der er skåret kraftigt ned i den offentlige sektor gennem de senere år. I en ny FTF-undersøgelse blandt landets borgmestre peger 7 ud af 10 på, at fyringerne fortsætter i 2013. Samtidig er kravene til velfærden ikke aftagende. Derfor er der mere end nogensinde brug for en modernisering af den offentlige sektor, og FTF havde derfor gerne set, at statsministeren havde nævnt moderniseringsreformen i talen.
I regeringsgrundlaget blev der varslet en stor reform med fokus på tillid, afbureaukratisering, faglighed og ledelse. FTF ser frem til, at regeringen snart sætter konkret handling bag disse ord og opfordrer til, at reformarbejdet sker i tæt samarbejde med kommuner, regioner og de faglige organisationer.
Beskæftigelse og indsatsen for de udfaldstruede
Statsministeren kom ind på, at det er hårde tider, og mange danskere er usikre på fremtiden, fordi de har mistet deres arbejde. I den forbindelse pegede statsministeren på, at regeringen derfor gennemfører en akutpakke, som særligt sigter på, at færrest muligt skal miste deres dagpengeret. Statsministeren peger desuden på, at mange af de øvrige tiltag, regeringen udfører såsom boligrenovering, styrkelse af energiområdet og i form af skattelettelser medvirker til at skabe flere arbejdspladser.
FTF vurdering
Akutpakken er et nødvendigt initiativ, som parterne og a-kasserne bakker aktivt op om og medvirker til at gennemføre. FTF er ligeledes helt enig i, at det bedste, der kan ske er, at der skaffes flere arbejdspladser. Men det kan undre, at et emne som ledigheden og dagpengesystemet, der har været højt oppe på den politiske dagsorden den sidste tid, får så forsvindende lidt plads i åbningsredegørelsen. At mange står til at miste deres dagpengeret, og dermed deres forsørgelse, og at de hidtidige tiltag er utilstrækkelige, er ingen i tvivl om. Det har debatten tydeligt afspejlet. Den store usikkerhed omkring såvel beskæftigelse som den støtte man får, når man er ramt af arbejdsløshed, har en negativ indflydelse på forbruget. Manglende tryghed giver manglende lyst til at bruge penge.
FTF mener, det er nødvendigt fortsat at kigge dagpengesystemet grundigt efter i sømmene. Det gælder genoptjeningskravet, som bør reduceres markant. Men det gælder også reglerne for supplerende dagpenge, som skal smidiggøres, så reglerne igen understøtter, at ledige kan arbejde så meget som muligt ved siden af dagpengene, og dermed bevare den tætte kontakt til arbejdsmarkedet.
FTF mener desuden, at det er nødvendigt, at der fremadrettet ses nøje på, hvad der kan gøres for at sikre, at de personer, der har mistet deres dagpengeret og ikke har mulighed for at modtage kontanthjælp, sikres en indsats med indbygget forsørgelse, samtidig med at der foretages en grundig indsats for at skaffe den enkelte tilbage på det ordinære arbejdsmarked.
Kontanthjælpsreform
Som allerede kendt vil regeringen ændre reglerne for kontanthjælp med det mål, at mennesker ikke skal hænge fast i offentlig forsørgelse år efter år.
FTF vurdering
I forhold til velfungerende unge på kontanthjælp, uden andre problemer end ledighed, bør der gribes tidligere ind med motivation og hjælp til at gennemføre en uddannelse eller at finde et job.  FTF mener ikke, vi hjælper de unge ved at lade dem i stikken med kontanthjælp år efter år.
Omsorgssvigt og misbrug af børn
Regeringen fremlægger en helt ny indsats for udsatte børn. Regeringens fokus for bedre hjælp omfatter tre områder. For det første skal kommunerne gribe tidligt ind, når der er en mistanke om vold eller misbrug. For det andet skal døgninstitutioner, opholdssteder og plejefamilier gennem en ny godkendelse og have tilsyn mindst 1 gang årligt. Alle skal sikres en professionel ledelse. For det tredje flyttes godkendelse og tilsyn fra kommunerne til fem kommuner, så faglighed og ekspertise samles.
FTF vurdering
Efter en række sager i medierne om svigtede børn og unge, er regeringens klare udmeldinger på området tiltrængt. FTF støtter de nye initiativer, der forhåbentlig vil sikre, at ingen børn svigtes af kommunerne eller af personer på de anbringelsessteder, som kommunerne vælger at benytte.
Udlændinge- og integrationspolitik
Regeringen vil forbedre arbejdet med at udvikle en robust og retfærdig udlændinge- og integrationspolitik ved bl.a. at skærpe straffen for tvang ved religiøse vielser, hjælpe børn og unge, der bliver sendt på genopdragelsesrejse, og krisecentre skal have sikrede pladser til både mænd og kvinder, der flygter fra tvangsægteskaber.
FTF vurdering
FTF mener, at alle former for tiltag, der kan afskaffe eller begrænse religiøst betinget tvang overfor børn, unge, mænd og kvinder, skal være et højt prioriteret politikområde for regeringen.
Folkeskolen
Folkeskolen fylder meget i åbningsredegørelsen. Det drejer sig bl.a. om skolen som drivkraft for udvikling, som omdrejningspunkt for fremskridt, og som et instrument, som styrer alle gennem hele livet. Alle elever i folkeskolen nævnes, de der har det svært, og som slutter som dårlige læsere, og hvor det understreges, at denne udvikling simpelthen ikke går. De der har det let, og som skal stimuleres nævnes også.
Der opridses en vision for folkeskolen, hvor der er ro i timerne, hvor ungerne trives og får lyst til at lære. Lærerne har faglig viden og bruger deres højt udviklede undervisningsmetoder.
Skoledagen skal være sammenhængende, og børn og lærere skal tilbringe mere tid sammen på skolen. Teori og praksis skal kobles, så delene hænger godt sammen, og børnene skal have mere undervisning, især i dansk og matematik. Alle disse dele skal være kernen i et det udspil, som regeringen kommer med sidst på året.
FTF vurdering
Dette er meget positivt, at regeringen fokuserer på, at folkeskolen er af helt central betydning for både samfundet og det enkelte barns udvikling. FTF er helt enig i, at der er behov for at prioritere et løft på folkeskole området. Det er meget rigtigt, når statsministeren fremhæver betydningen af fagligt stærke og motiverede lærere som omdrejningspunktet for udviklingen af en god skole for børnene. Derfor er det også helt centralt, at udviklingen af folkeskolen sker i en konstruktiv dialog og et samarbejde mellem de relevante parter på området.
Erhvervsuddannelserne
Problemet med at for få unge tager en erhvervsuddannelse nævnes kort i talen, og det understreges, at der skal findes en løsning på praktikpladsproblemet. Ambitionen om oprettelse af en fleksuddannelse nævnes ikke i talen.
FTF vurdering
Regeringen nedsatte i forbindelse med finanslovsforslaget en arbejdsgruppe, som hurtigt skulle komme med forslag til løsning af praktikpladsproblemet. Resultaterne fra arbejdsgruppen forventes inden for meget kort tid. FTF forventer at regeringen hurtigt vil tage de nødvendige initiativer, så problemet løses. På samme er der behov for, at der snart kommer en afklaring af, hvordan en kommende fleksuddannelse skal se ud.
Videregående uddannelse
Det videregående uddannelsesområde blev omtalt i særdeles korte vendinger. Det understreges, at der er sikret finansiering til det øgede optag. Samtidig varsles initiativer, der skal sikre, at de unge kommer hurtigere gennem uddannelserne. Det fremgår ikke konkret, hvad initiativerne vil indeholde.
FTF vurdering
Det er positivt, at der er sikret finansiering til det øgede optag på de videregående uddannelser, og regeringen dermed fastholder ambitionen om, at 60 pct. af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse. Det er dog fortsat en udfordring at sikre og helst løfte uddannelsernes kvalitet. Det er afgørende, at de tidligere varslede omprioriteringer på de videregående uddannelser i årene 2014 til 2016 målrettes kvalitets udvikling og ikke blot skal medfinansiere fremtidige løft i optaget.
Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at de tidligere annoncerede ambitioner om at skabe mere sammenhæng i de videregående uddannelser ikke omtales og heller ikke indgår i lovkataloget.
Sundhed
På sundhedsområdet nævnte statsministeren, at regeringen havde gjort op med skattefriheden for sundhedsforsikringer og lavet om på behandlingsgarantien, så den blev mere differentieret, herunder at der næste år indføres en patientret til at få stillet en diagnose indenfor 30 dage.
FTF vurdering
FTF ser positivt på, at der er ændret på behandlingsgarantierne, så den bliver mere differentieret. Ligeledes er FTF positiv overfor at skattefriheden for sundhedsforsikringer er afskaffet. Målet må være et effektivt sundhedsvæsen med et højt kvalitetsniveau, der er åbent for alle.
Derudover mener FTF, at regeringens høje mål for behandling og sundhedsfremme i Danmark må følges op af, at regeringen sørger for tilstrækkelige ressourcer i det offentlige sundhedsvæsen, selvom regeringen også måtte have en målsætning om at have styr på de offentlige finanser.