Charlotte drømte om et arbejdsliv med dyr og fandt sin identitet i sit fag.
Men en arbejdsskade har kostet hende både helbred, arbejdsliv og tryghed – og kampen med systemet fortsætter.
Charlotte er uddannet veterinærsygeplejerske og blev udlært i 2003. Hun valgte faget, fordi hun altid har vidst, at hun ville arbejde med dyr.
– For mig var det ikke bare et arbejde – det var mig.
Arbejdet var ikke bare en levevej, men en central del af hendes identitet og hverdag. Men i 2016 ændrede alt sig.
Under en arbejdsopgave med en operationspatient – en hund på 35 kilo – kom hun alvorligt til skade. Hunden skulle løftes og placeres i et bur under vanskelige arbejdsforhold.
– Jeg har ikke haft en dag uden smerter siden det løft.
Under løftet sagde det “knæk” i ryggen. Siden da har hun levet med kroniske smerter.
Skaden har haft omfattende konsekvenser for hendes liv. I dag bruger hun både krykker og kørestol efter behov og har været igennem en lang række behandlinger uden varig effekt – fra smerteklinikker til medicinske forløb.
I 2021 fik hun tilkendt førtidspension.
Men hendes arbejdsskadesag er stadig ikke afsluttet.
Hun har fået vurderet sit tab af erhvervsevne til 0 procent – en afgørelse, hun flere gange har anket.
For Charlotte er det uforståeligt, hvordan man kan blive tilkendt førtidspension og samtidig få at vide, at arbejdsevnen ikke er tabt.
Samtidig beskriver hun mødet med systemet som en belastning i sig selv.
Arbejdsgiveren anmeldte ikke skaden rettidigt, og hun har oplevet, at årsagen til hendes skade er blevet betvivlet.
BEREGNER
Hvornår kan jeg gå på pension?
Indtast din fødselsdato og få svaret
Dit pensionsår
Din pensionsalder
År tilbage før folkepension
I dag forsøger hun at skabe en hverdag, hvor hun kan få tingene til at hænge sammen trods smerterne. Hun bor på et lille landsted i Glamsbjerg med sine tre sønner og finder ro og glæde i sine dyr – både hunde og hest.
Men selv små aktiviteter har konsekvenser.
Smerterne forværres, og hun må ofte betale prisen bagefter.
– Jeg kommer aldrig til at løbe igen.
Charlotte har sagt ja til at fortælle sin historie, fordi hun mener, det er vigtigt at vise, hvad der kan ske, når arbejdsliv og system ikke hænger sammen.
For hende handler det ikke kun om hendes egen situation – men om at skabe opmærksomhed om konsekvenserne, når en arbejdsskade rammer, og hjælpen ikke følger med.
