Kommissionens nye LGBTIQ+ strategi 2026-2030 skal sikre lighed og skabe et EU, hvor man på tværs af lande fejrer diversitet. Strategien skal sikre, at alle europæere kan være sig selv uden at risikere diskrimination, udelukkelse eller vold.

Trans- og interkønnede hårdt ramt

I den nye EU-strategi skruer Kommissionen markant op for kampen mod diskriminering af LGBTIQ+ personer. Ifølge strategien er der en stigende udbredelse af anti-LGBTIQ+ holdninger i flere EU-lande, hvilket har forstærket diskriminationen på tværs af medlemslandene.

Ifølge en undersøgelse fra den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) fra 2023 har over en tredjedel af LGBTIQ+ personer oplevet diskrimination inden for de seneste 12 måneder.

FH mener

  • FH kæmper for, at alle lønmodtagere, uanset køn og seksualitet, skal have lige og fair adgang til arbejdsmarkedet. Det betyder, at man skal kunne gå på arbejde uden at opleve diskrimination.

Over en tredjedel af LGBTIQ+ personer har oplevet diskrimination inden for de seneste 12 måneder.

Strategien bygger videre på Kommissionens tidligere indsats og sætter fokus på ulighed, diskrimination og hadforbrydelser. Selvom strategien for 2020-2025 skabte mange positive resultater, peger den nye strategi på, at der stadig er lang vej igen.

Særligt trans- og interkønnede personer er hårdt ramt, da over halvdelen har oplevet at være blevet udsat for diskrimination inden for de seneste 12 måneder, viser FRA-undersøgelsen. 

Initiativer frem mod 2030

Strategien indeholder en række tiltag, der skal sikre lighed og beskytte LGBTIQ+ personer mod had og diskrimination.

Først og fremmest vil Kommissionen have lovgivningsmæssige tiltag mod konverteringsterapi, som beskrives som en dybt skadelig praksis mod LGBTIQ+ personer.

Derudover skal der lanceres en handlingsplan mod cybermobning, der særligt skal fokusere på beskyttelsen af unge LGBTIQ+ personer. Strategien har også en social dimension, der fokuserer på bedre adgang til arbejdsmarkedet, boliger og sundhed.

Der findes endnu ikke lovgivning på EU-niveau, der specifikt beskytter mod lovovertrædelser relateret til seksuel orientering og/eller kønsidentitet. Derfor sætter Kommissionen gang i nye initiativer, der skal beskytte LGBTIQ+ personer fra diskrimination, vold og udelukkelse.