Før jul kom beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) med et kraftigt signal til landets arbejdsgivere: ”Lad nu være med at fravælge medarbejdere, fordi de er kommet op i årene”.

Det budskab blev ikke modtaget godt i Dansk Arbejdsgiverforening, som kort efter nytår i Berlingske afviste al snak om aldersdiskrimination: Beskæftigelsen for de mest erfarne er steget markant i de senere år.

Uanset om Dansk Arbejdsgiverforening bryder sig om det eller ej, er det alligevel veldokumenteret, at mange seniorer oplever, at deres alder bliver en barriere!

morten skov (FH) & Bjarne Hastrup (ældresagen)

Deres arbejdsløshed er på niveau med gennemsnit. De trives i deres job. Så hvad er egentligt problemet? spørger arbejdsgiverforeningen.

Vi er enige i, at seniorerne har været en kæmpe succes. Ingen betvivler, at deres beskæftigelse er steget markant i de senere år. Det skyldes især forhøjelsen af folkepensionsalder, fjernelse af modregning for arbejdsindkomst i folkepensionen samt ændringer i demografi og konjunkturer.

Nøgletal om seniorer på arbejdsmarkedet

  • 39 %: Ledige over 60, der er i job efter ét år (gennemsnit: 54,2 %).
  • 60 %: Seniorer, der angiver arbejdsløshed som årsag til tidlig pensionering.
  • 50 %: Andel af arbejdsløse over 50 år, der føler sig diskrimineret på grund af alder.
  • Knapt 60 %: Seniorer, der forlader arbejdsmarkedet pga. arbejdsløshed, ifølge Danmarks Statistik.

Men uanset om Dansk Arbejdsgiverforening bryder sig om det eller ej, er det alligevel veldokumenteret, at mange seniorer oplever, at deres alder bliver en barriere.

Næsten halvdelen af arbejdsløse over 50 år svarer i undersøgelser, at de føler sig udsat for aldersdiskrimination.

LÆS OGSÅ: Vi må ikke spærre udgangene på arbejdsmarkedet

Og at nogle bliver valgt fra på grund af alder, bakkes op af et stort studie fra Aalborg Universitet, der viser, at fremskreden alder suverænt er den faktor, som i højest grad påvirker en arbejdsgivers lyst til at ansætte i negativ retning.

Kasseret og valgt fra

Ligesom beskæftigelsesministeren møder vi begge i vores hverdag mennesker, som føler sig kasseret og valgt fra.

Der er næppe nogen, der går ud fra, at en sådan forskelsbehandling bunder i onde hensigter fra arbejdsgivernes side.

Alderisme kommer snarere af nogle aldersforestillinger, som vi ikke er fuldt bevidste om, men som ikke desto mindre præger vores valg og handlinger. Men det giver ingen mening at arbejdsgiverne, som mener, der er stor mangel på arbejdskraft, ignorerer problemet.

Ledighed er en særlig risikofaktor. På trods af de gode tider på arbejdsmarkedet, så har seniorerne sværere ved at komme tilbage i job, når de bliver ledige.

I gennemsnit er det kun 39 procent af de over 60-årige, der har mistet deres arbejde i 2023, som er, i job 12 måneder efter. For gennemsnittet er tallet 54,2 procent.

Fakta

  • Studie fra Aalborg Universitet: Alder er den største negative faktor i ansættelsesbeslutninger.
  • Fordomme og alderisme: Ubevidste forestillinger påvirker arbejdsgiveres valg.
  • Behov for støtte: Mange seniorer mangler opkvalificering og hjælp til sporskifte.
  • Kulturændring nødvendig: Fokus på erfaring og styrker frem for alder.

Herudover er det rigtigt, at arbejdsløsheden for seniorer generelt ligger omtrent på niveau med gennemsnittet. Men de tal medregner ikke alle dem, som efter mange ansøgninger kaster håndklædet i ringen og forlader arbejdsmarkedet før tid.

Og dem er der mange af.

60% peger på arbejdsløshed

Danmarks Statistik har i en undersøgelse om arbejdsløse seniorer lavet for Ældre Sagen spurgt dem, som har trukket sig tilbage, om baggrunden for deres beslutning.

Knapt 60 procent peger på arbejdsløshed som hel eller delvis årsag. Det underbygges af tal fra Beskæftigelsesministeriet, som viser at risikoen for tidlig tilbagetrækning er langt højere blandt ledige 60+årige end den tilsvarende gruppe i beskæftigelse.

Det korte af det lange er altså, at vi mister seniorer på arbejdsmarkedet, fordi de føler sig kasseret.

Det kan vi ikke ignorere. I stedet må vi række hånden frem og spørge ind til, hvad de har brug for, for at komme videre. Der kan være behov for opkvalificering, støtte til sporskifte eller jobsøgning.

Her savner seniorerne redskaber allerede i dag, og med udsigt til forestående besparelser ser disse muligheder ikke ud til at blive bedre i fremtidens beskæftigelsesindsats.

Lad os på den baggrund sammen skabe en positiv kultur omkring seniorarbejdskraft og se seniorernes erfaring som en kæmpe styrke, vi som samfund kan drage stor nytte af

morten skov (FH) & Bjarne Hastrup (ældresagen)

Desuden har vi også brug for en nuanceret samtale om kultur og alder på vores arbejdsmarked fremfor en ufrugtbar diskussion om omfanget af diskrimination.

Alderisme er veldokumenteret

Det er veldokumenteret, at alder har en betydning for, hvordan vi opfatter hinanden og dermed rummer muligheden for både fordomme, generaliseringer og i sidste ende diskrimination. Det kan vi ikke blot ignorere.

Lad os på den baggrund sammen skabe en positiv kultur omkring seniorarbejdskraft og se seniorernes erfaring som en kæmpe styrke, vi som samfund kan drage stor nytte af.

Indlægget er bragt i Avisen Danmark 20.01.25