Regnestykkerne står i kø i debatten om pension: Men det handler om mennesker

Og jeg kan godt forstå, hvis man ikke kan finde hoved og hale i, hvad man skal stole på.

Men pension handler ikke kun om tal og økonomi – det handler om mennesker. Og de bliver desværre ofte glemt, når samtalen kun handler om 2030-planer, råderum og økonomisk holdbarhed.

Allerede nu fortæller 4 ud af 5 lønmodtagere under 50 os, at de er bekymrede for, om de kan arbejde frem til pensionsalderen. Et tal, jeg kun forventer bliver værre, hvis pensionsalderen fortsætter med at løbe løbsk.

Se ud i virkeligheden

Bekymringen er jo logisk nok. Jeg kan godt forstå, at lønmodtagere i hårde job ikke tror, de kan arbejde, til de er langt oppe i 70’erne.

Det er utopi.

Så kan det godt være, et regneark siger, at det giver 2.000 arbejdstimer mere om året at hæve en tagdækkers pensionsalder fra 71 til 72 i år 2050, men det gør det jo ikke i en virkelighed, hvor han længe inden sin 70-års fødselsdag har så meget gigt, at han ikke kan kravle op på taget.

Er en lavere pensionsalder så den eneste måde at hjælpe ham på?

Nej.

Først og fremmest skal vi hjælpe ham meget tidligere. Ved at forbedre hans arbejdsmiljø kan vi forhåbentlig holde gigten for døren og dermed give ham en chance for at arbejde frem til pensionsalderen.

Tilliden er væk

Og så skal vi give ham mulighed for at skifte til et mindre nedslidende job. Hvis han efter 2-3 årtier på arbejdsmarkedet begynder at mærke konsekvenserne, så skal han hjælpes til at skifte branche, hvis han ønsker det.

Så får han langt større chance for at arbejde frem til pensionsalderen og samtidig have det bedre, når han trækker sig. Det er en win-win.

Dernæst skal vi styrke Arne-pensionen, så han ved, at der er en mulighed for at trække sig tidligere, hvis han får brug for det. Det vil skabe en stor tryghed for ham, som forhåbentlig kan give ham mere lyst til at arbejde og mere tillid til systemet.

Aftaler skal være realistiske

Men vi kommer heller ikke udenom, at hans pensionsalder skal stige langsommere. Ikke af medlidenhed, men fordi, de aftaler, vi indgår med hinanden, skal være realistiske.

Selvfølgelig er rigtig mange bekymrede for, om de kan arbejde, til de er 68, 69 eller 70 år.

Det er jo aldrig set før, at vi beder folk blive så længe. Vores forældre og bedsteforældre var gamle, da de kom op i 70’erne.

Det var urealistisk, at de skulle arbejde 37 timer om ugen, og det har vi svært ved at se os selv i.

Derfor er en langsommere stigning i pensionsalderen en forudsætning for, at lønmodtagernes opbakning følger med. Og den skal følge med, hvis vi skal bevare den sammenhængskraft, der er hele årsagen til vores gode og stærke økonomi.