På mandagens møde i Rådet for Beskæftigelse, Socialpolitik, Sundhed og Forbrugerpolitik (EPSCO), var der en masse spændende punkter på den arbejdsmarkedspolitiske dagsorden.

Rådet: Arbejdstagerne skal høres og involveres i den grønne omstilling

I sidste uge præsenterede Europa-Kommissionen sin efterårspakke for det europæiske semester 2024. Det gav anledning til en debat om grønne kollektive forhandlinger, da ministrene var samlet i mandags.

Ministrene debatterede, hvordan kollektive forhandlinger kan fremme en retfærdig grøn omstilling, ved at dele gode eksempler fra de enkelte medlemslande.

På mødet deltog den danske beskæftigelsesminister, Ane Halsboe-Jørgensen, der slog et slag for de danske arbejdsmarkedsparters engagement i at sikre en bæredygtig og retfærdig grøn omstilling, og tilføjede at grønne kollektive forhandlinger er vejen frem for at sikre denne omstilling.

Flere ministre pointerede, at den sociale dialog er altafgørende for både den grønne og digitale omstilling.

På baggrund af debatten om efterårspakken for det europæiske semester 2024, konkluderede ministrene dermed, at høringer og involvering af både arbejdsmarkedets parter og arbejdstagerne er nødvendige for at den grønne omstilling også bliver en retfærdig omstilling.