Den regeringsnedsatte Reformkommission offentliggjorde for nylig sin tredje rapport med titlen ’Nye veje for udsatte unge og voksne’. Det er en omfattende publikation, der peger på behovet for bedre hjælp til udsatte og en reform af beskæftigelsesindsatsen.
Reformkommissionen peger på en vigtig pointe, der handler om sanktionering af ledige.
I rapporten hedder det således: ”Det er kommissionens vurdering, at der er for stor vægt på centralt fastsatte proceskrav, særregler, negative sanktionsmuligheder mv. for de svageste grupper. I nogle tilfælde kan disse redskaber og metoder risikere at skubbe borgeren længere væk fra arbejdsmarkedskontakt.” Det er meget præcist og en pointe, som ikke må forbigås.
I dag har flere kommuner ikke bare en overdreven stram, men også fejlbehæftet praksis for sanktionering af de mest udsatte. Konsekvensen er, at en del uretmæssigt mister deres ydelse.
I dag har flere kommuner ikke bare en overdreven stram, men også fejlbehæftet praksis for sanktionering af de mest udsatte. Konsekvensen er, at en del uretmæssigt mister deres ydelse. Der er et stort behov for at bruge anbefalingerne fra Reformkommissionen til at rette op på retssikkerheden.
Sanktionering i øst og vest
Ankestyrelsen har for nylig offentliggjort en undersøgelse af kommunernes sanktionspraksis, og i intet mindre end 85 procent af sagerne ville Ankestyrelsen ændre kommunens afgørelse, hvis den blev behandlet som en klagesag.
I sager vedrørende såkaldt ’aktivitetsparate’ borgere, som er kodesprog for sårbare mennesker med sociale eller helbredsmæssige problemer ud over ledighed, står det endnu værre til. Her er 100 procent af sagerne afgjort forkert.
Er det så en enlig svale? Desværre ikke. Sidste år udgav Ankestyrelsen også en praksisundersøgelse om sanktionering ved udeblivelse fra tilbud eller samtale. Den viste, at halvdelen af afgørelserne om sanktionering var forkerte.
I april offentliggjorde Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering en undersøgelse af kommunernes administrationen af 225-timersreglen, der bl.a. viste, at kommunerne generelt ikke lever op til deres vejledningsforpligtigelse, og at borgere i mange tilfælde sættes ned i ydelse, uden at der er truffet en afgørelse.
Et tilbagevendende problem, der skal løses
Det er et kæmpestort retssikkerhedsmæssigt problem, at kommunerne sanktionerer i øst og vest, og at der helt konkret skæres i forsørgelsen til arbejdsløse og udsatte mennesker i strid med loven. Problemet er desværre ikke nyt, og skiftende regeringer har i en årrække forsøgt at forenkle reglerne om sanktionering.
I november 2018 indgik den daværende VLAK-regering en politisk aftale, der af daværende beskæftigelsesminister Troels Lund Pulsen blev fejret med ”Kommunerne har gennem længere tid efterlyst mere enkle regler, og det imødekommer vi nu.”
Et element i aftalen var, at det nu blev muligt at sanktionere de sårbare, aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Aftalepartierne var dog opmærksomme på, at nogle borgere er så udsatte, at det ikke bringer dem tættere på arbejdsmarkedet at blive sanktioneret, hvor der skulle tages særlige hensyn.
Spol frem til i dag: Fem år er gået, og det er mere reglen end undtagelsen, at sanktioner er fejlbehæftede.
For de aktivitetsparate, som politikerne var særligt bekymrede for, er 100 pct. af sanktionerne i Ankestyrelsens nye praksisundersøgelse som sagt forkerte. Det er vanskeligt at se for sig, hvordan det kunne være gået værre. Det kalder på selvransagelse i kommunerne, i Beskæftigelsesministeriet og i Folketinget.
Hvad så nu?
Det gode spørgsmål er, hvorfor det er så besværligt at sanktionere korrekt?
Meget handler, uanset behjertede forsøg på forenkling, om komplicerede regler. Og meget handler om personale, for retssikkerhed tager tid.
Der skal parthøres, klagevejledes, journaliseres med videre, alt imens jobcentrene er pressede på ressourcer.
Den dårlige nyhed er, at det ser ud til at blive værre.
Kommunerne skal spare tre milliarder på jobcentrene, og yderligere tre milliarder på den kommunale drift, hvilket forventeligt også vil ramme beskæftigelsesområdet.
Det er vanskeligt at se, hvordan færre ressourcer vil forbedre retssikkerheden, og derfor er der brug for at tænke nyt på sanktionsområdet, når regeringen lige om lidt vil igangsætte et arbejde med nytænkning af hele beskæftigelsesindsatsen og forenkling af kontanthjælpssystemet.
Fire gode ideer
FOR DET FØRSTE: Der der brug for en aflusning af regelgrundlaget
FH mener, at samtlige sanktionsregler bør gennemgås med henblik på forenkling, og kommunerne og de faglige organisationer bør inddrages tæt i arbejdet.
Et sted at starte er at afskaffe symbolpolitiske kæpheste som den tåbelige 225-timers regel, hvorefter ledige helt fast sættes ned i ydelse, hvis de inden for et år ikke har arbejdet 225 timer. Kravet stilles på mystisk vis også til personer, der ifølge kommunens visitation ikke kan arbejde.
Den rammer nogle af de mest sårbare ledige, der har sværest ved at finde arbejde, den får ifølge Finansministeriet meget få mennesker i job, og den kan ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering tydeligvis ikke administreres.
FOR DET ANDET: Sagsbehandlere med komplekse sager skal have en uddannelse som socialrådgiver eller socialformidler
…. og der skal indføres loft over sagsstammer. Det kan ikke nytte noget, at man har ufaglærte sagsbehandlere på et juridisk kompliceret område, som har 150 sager med udsatte borgere, der allesammen haster.
FOR DET TREDJE: Ankestyrelsen skal længere frem på banen
Ankestyrelsen skal kunne pålægge kommuner med mange fejl at rette op. Ankestyrelsens viden skal også bringes mere i spil i Folketingets lovarbejde, fx når det viser sig, at kommunerne har haft svært ved at implementere eller administrere lovgivning efter hensigten.
FOR DET FJERDE: Der der brug for at evaluere ankesystemet.
I 2013 blev hele ankestrukturen ændret radikalt, og de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene blev nedlagt som klageinstans. Det betød, at alle klagesager, som tidligere blev behandlet i de pågældende nævn, overgik til Ankestyrelsen som første og eneste klageinstans.
Den nye organisering skulle styrke borgernes retssikkerhed, men ingen ved, om det er sket. Ankestyrelsens vejledningsområde bør desuden udvides, så styrelsens viden bringes langt mere i spil, og minder politikerne om vigtigheden af enkle og administrerbare regler.
Jeg håber, politikerne vil lytte og handle.
For vi kan ganske enkelt ikke leve med, at retssikkerheden halter så voldsomt, når det handler om lediges forsørgelsesgrundlag.
