Krigen i Ukraine har mindet os om, at fred i Europa ikke er en selvfølge. Læg dertil coronapandemien og konsekvenserne af klimaforandringerne, som viser deres uhyggelige ansigt.
Lige nu i form af massiv tørke på det europæiske kontinent. Det her årti har indtil nu været præget af kriser, men det rummer også store muligheder for et land med store visioner.
Hvis vi forstår at gribe dem.
For fremtiden må aldrig blive underkastet krisernes pessimistiske sortsyn. Når jeg spiser morgenmad med mine børn, minder jeg mig selv om, at de ikke skal vokse op under krisernes mørke mismod. For det er ikke første gang i historien, at vi møder kriser.
Tværtimod.
Derfor skal det heller ikke slå os ud af kurs. Vi skal tage udfordringerne alvorligt og vide, at vi har mulighederne for at ændre fremtiden til det bedre.
Kriserne bekræfter os i, at det er styrken af vores fællesskab, der afgør, om vi kan modstå de chok og udfordringer, som vi som samfund møder.
Det mener jeg, at visionerne for fremtiden skal afspejle. Det gælder ikke mindst den økonomiske politik og reformarbejdet. Vi skal turde formulere store ambitioner til gavn for fællesskabet, selvom udfordringerne kan synes mange.
Manglen på arbejdskraft er en kærkommen lejlighed til at få flere med
En af de udfordringer, som jeg mener, vi skal se på med nye øjne, er spørgsmålet om mangel på arbejdskraft.
I stedet for at se det som et problem for samfundet, at vi for tiden mangler hænder, ja så kunne vi jo også se det som en kærkommen mulighed for at få endnu flere med i det arbejdende fællesskab.
Og det er jo faktisk præcist, hvad vi ser i disse år. Bare for at nævne et par eksempler: Forskellen i beskæftigelsesgraden mellem ikke-vestlige indvandrere og personer med dansk oprindelse, har aldrig været lavere. Og vi har den laveste langtidsledighed nogensinde registreret.
Det er en kæmpe succes.
Hele 97 pct. af arbejdsstyrken er lige nu i beskæftigelse, og det er både historisk og internationalt en meget høj andel. Det skaber ekstraordinært gode muligheder for, at også dem med en mindre fast tilknytning til arbejdsmarkedet, kan få en fod inden for.
Søger job over sms
Der er særligt ét eksempel, som har fået mig til at ændre syn på den aktuelle situation på arbejdsmarkedet: Da supermarkedskæden Netto sidste år åbnede for, at man kan søge job over sms.
Det er et meget godt billede på, hvorfor en generel mangel på arbejdskraft også rummer store muligheder for os som samfund. Tænk engang, hvor meget nemmere det derved blev for de knap 400.000 danskere, der kæmper med ordblindhed, at søge job.
Det ville ikke overraske mig, hvis det var tiltag som dette, som i virkeligheden er grunden til, at vi har høstet de måske største sociale og integrationsmæssige fremskridt i årtier på det danske arbejdsmarked de sidste par år.
LÆS OGSÅ: Årets indsats – fælleskab i forandringernes tid
Når virksomhederne mangler hænder, så bliver de også mere kreative og opsøgende for at tilbyde jobs til ledige og mennesker udenfor arbejdsmarkedet.
Danskere vil bidrage til fællesskabet
Så selvom man af og til hører nogen sige, at dagpenge og kontanthjælp nærmest gør det uattraktivt at arbejde, så har danskerne de seneste år vist, at de gerne vil levere og bidrage til fællesskabet.
Det samme kor råber ofte op om, at tilbagetrækningsordningerne er for attraktive.
Regeringen har oven i købet annonceret en reform af tilbagetrækningsmulighederne, der ikke ligefrem gør livet lettere for vores ældre og nedslidte medborgere.
Det er den helt forkerte vej at gå.
I stedet burde vi stille os selv spørgsmålet, hvordan vi med de rigtige investeringer kan få stadigt flere med. Her tænker jeg ikke mindst på de alt for mange unge, som hverken er i job eller har uddannelse.
Næsten 45.000 unge har ikke noget at stå op til.
Det er en katastrofe for den enkelte og for samfundet som helhed. Det er mennesker, som skal opleve en oprigtig indsats fra samfundet. Og tro mig – de har ikke brug for ydelsesreduktioner eller topskattelettelser.
Et af de steder, vi burde sætte ind, er i forhold til vores uddannelsessystem. For selvfølgelig er det problematisk, hvis vi vedvarende mangler dygtige kolleger til de opgaver, som vi skal have løst.
Det gælder den grønne omstilling og det gælder vores velfærd. Den rigtige – og langsigtede løsning – på, at der i dag mangler hænder på de områder, det er at uddanne nogle flere.
Der er penge i kassen til at investere i fremtiden
Hvis der skal investeres i f.eks. vores uddannelser, kræver det selvfølgelig, at der er penge til det. Men heldigvis giver det aktuelle råderum plads til, at vi både kan prioritere oprustningen af forsvaret og lade velfærden følge med demografien og det generelle velstandsniveau.
Der er et markant større manøvrerum, end Finansministeriet vurderede, da regeringsgrundlaget blev skrevet.
Det skyldes i hovedsagen, at beskæftigelsen er langt større, end man havde regnet med. Man har altså undervurderet, hvor mange, der faktisk vil være en del af det arbejdende fællesskab, når bare de får muligheden for det.
Det er helt utroligt godt nyt, som giver os et godt afsæt for diskussionen om fremtiden. Når vi ikke står med et akut finansieringsproblem, så bør vi også overveje grundigt, om vi vil afskaffe vigtige lønmodtagerrettigheder, som i sidste ende medvirker til et bedre liv for den enkelte.
Vi risikerer at afmontere vores trygge velfærdssamfund for at få råd til tryg velfærd i fremtiden, og det vil være lige så dumt og unødvendigt, som det lyder.
Velfærdssamfundet skal sikres
I stedet skal vi investere i en lysere fremtid.
Og investeringer er der brug for. For selvom vi har en af verdens bedste sundhedssektorer, så løber medarbejdere mange steder for stærkt. Det samme gør sig gældende indenfor ældreplejen, der møder en historisk demografisk udfordring nu og i årene, der kommer.
Vi har daginstitutioner og skoler, der mangler hænder og kompetencer, og som samtidig har nedslidte rammer. På en række områder mangler der kolleger i den offentlige sektor. Færre søger ind på uddannelserne, og mange falder fra.
Den mangel kan ikke imødekommes ved afskaffede helligdage eller forringelser af tilbagetrækningsordningerne. For på mange af områderne er der faktisk nok uddannet personale, men vilkårene og muligheden for at leve op til sine faglige idealer, er for ringe. Derfor søger folk væk fra det offentlige.
Det samme gælder i forhold til manglen på faglærte. Jeg ved ikke, hvor mange skåltaler, jeg har overværet, hvor behovet for flere faglærte er blevet stadfæstet. Men hvis vi virkelig mener det, så skal politikerne se realiteterne i øjnene og sætte handling bag ordene.
For mig taler potentialerne sit tydelige sprog. Et sprog, der kalder på politisk mod og ambitioner.
Vi har i årtier forsømt at tage udfordringen alvorligt med tilbagevendende grønthøstere og utilstrækkelige hovsa-løsninger. Det kan ikke opvejes med en midlertidig bevilling hist og pist. Der skal ambitiøse investeringer til på et niveau, vi ikke tidligere har set.
For mig taler potentialerne sit tydelige sprog. Et sprog, der kalder på politisk mod og ambitioner.
Nina Smith og reformkommissionen har vist, at der er en anden reformvej, hvis man gør sig umage og tænker nyt. I fagbevægelsen er vi klar til at spille konstruktivt med for at finde løsninger på Danmarks reelle problemer.
Vi vil insistere på, at manglen på arbejdskraft er en mulighed for at få flere med. Og vi vil insistere på, at det store råderum, der er opstået på grund af flittige lønmodtagere, faktisk investeres i at styrke fællesskabet.
