”Fagbevægelsen har fået for meget magt” –  Sådan skrev de konservatives formand, Søren Pape Poulsen, på Facebook, fordi en gruppe bagagemedarbejdere i lufthavnen overenskomststridigt strejkede i vinterferien.

Det hænger ikke sammen, at Pape sætter lighedstegn mellem fagbevægelsen og en overenskomststridig strejke.

Han ”glemmer” belejligt også at nævne, at de ansattes fagforening, 3F, ikke tøvede et sekund med at tage afstand fra arbejdsnedlæggelsen.

Tænk at råbe op, fordi borgere med lange og ofte hårde arbejdsliv kan få lov at gå på pension op til tre år tidligere. En værdig tilbagetrækning er ikke socialisme i min bog. Det er ordentlighed.

Lizette RISGAARD

Ingen slinger i valsen

Meldingen fra både 3F, 3F i Kastrup og den lokale tillidsrepræsentant har klart og utvetydigt været, at strejken skulle stoppes og arbejdet genoptages. Der har ikke været den mindste slinger i valsen.

Men det var åbenbart ikke værd at nævne i opslagene på Pape’s FB og Twitter-profil – for så udlægger han jo sagen mod bedre vidende.

FH, DA, DI, 3F og SAS mødtes allerede lørdag – på strejkens første dag – for at behandle sagen. Arbejdsretten blev sat søndag, og mandag blev de strejkende idømt bod. Tirsdag var de tilbage på arbejde. Et klart eksempel på, hvordan den danske model virker.  

En stærk fagbevægelse, der repræsenterer de danske lønmodtagere, er en forudsætning for, at den danske model fungerer. Derfor er Papes kritik helt forfejlet.

Hvilket samfund ønsker Pape sig egentligt

Medmindre han ønsker at opleve de vilde strejker, vi ser i lande, hvor man ikke har en samarbejdsmodel, som bygger på stærke fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer.

Men hvad er det egentlig for et samfund, Pape ønsker sig? På det seneste har han virkelig fået sendt nogle svadaer afsted.

Arne-pensionen kalder han rendyrket socialisme, og forslaget om at øge dagpenge de første tre måneder er socialistisk tankegods ind ad bagdøren og gaver til fagbevægelsen.

Oveni buldrer han og Konservative mod regeringens forslag om at hæve fradraget for medlemskab af en fagforening.

En værdig tilbagetrækning er ikke socialisme

Den almindelige lønmodtager skal ikke have en lille godtgørelse i forskudsopgørelsen, mens det ifølge Konservative er helt fint, at virksomheder får fuldt fradrag for deres medlemskontingent af en arbejdsgiverorganisation.

Tænk at råbe op, fordi borgere med lange og ofte hårde arbejdsliv kan få lov at gå på pension op til tre år tidligere. En værdig tilbagetrækning er ikke socialisme i min bog. Det er ordentlighed.

Og tænk at rase over, at dagpengesatsen bliver sat op i tre måneder. Igen udviser Pape ingen respekt for den danske model.

Lizette RISGAARD

Og tænk at rase over, at dagpengesatsen bliver sat op i tre måneder. Igen udviser Pape ingen respekt for den danske model. En styrkelse af vores fælles dagpengesystem er en styrkelse af den flexicurity, som vi i Danmark med god grund er så stolte af. 

Dagpenge er systematisk udhulede

Dagpengene er systematisk blevet udhulet gennem mange år, og nu får hver anden lønmodtager kun halvdelen eller mindre af deres løn, når de bliver ledige.

Vi risikerer, at lønmodtagerne vender ryggen til dagpengesystemet. Det skaber utryghed på arbejdsmarkedet. 

Jeg ønsker at bevare og styrke den danske model, der i så mange år har sørget for et stærkt og stabilt arbejdsmarked i Danmark.

Pape påstår, at han har det samme ønske. Det ville klæde ham at vise det – både i ord og handling.