Jeg havde ærlig talt forventet bedre af arbejdsgiverne og Børsen.
Men desværre har dele af det borgelige Danmark mere travlt med at sprede myter om FH’s dagpengeforslag end at tage en seriøs debat om, hvordan vi sikrer den danske arbejdsmarkedsmodel. For fundamentet – trygheden for lønmodtagerne – er ved at smuldre. Og det har ingen interesse i.
I stedet for at tage debatten seriøst har Dansk Arbejdsgiverforening og CEPOS valgt at lave tvivlsomme beregninger, der afsporer debatten frem for at kvalificere den. Og der er altså noget større på spil end en polemisk dans om ord og tal. Der ulmer en usikkerhed og utryghed hos lønmodtagerne, der kalder på rettidig omhu.
Det vidste DI’s tidligere direktør, Karsten Dybvad, der i 2018 advarede mod at skære mere i dagpengene, selvom det måske beregningsteknisk kunne øge arbejdsudbuddet en smule: ”Men du vil starte en proces, hvor vi begynder at ændre vores arbejdsmarkedsmodel. Det vil være meget mere omkostningsfuldt for os”.
FH FORSLAG: Mere tryghed til lønmodtagerne
I stedet for at tage debatten seriøst har Dansk Arbejdsgiverforening og CEPOS valgt at lave tvivlsomme beregninger, der afsporer debatten frem for at kvalificere den.
Og der er altså noget større på spil end en polemisk dans om ord og tal. Der ulmer en usikkerhed og utryghed hos lønmodtagerne, der kalder på rettidig omhu.
Derfor gør jeg nu endnu et forsøg på at overbevise jer om, at vi bør redde vores flexicurity-model.
Vores forslag er ikke, at medarbejdere skal kompenseres 1:1, eller modtage et permanent løft på 4.000 kr., som Søren Pape med en trist selfie giver indtryk af på Facebook.
Vi taler om at løfte og modernisere den solidariske forsikringsordning, som gennem 30 år er blevet forringet, og som nu dækker under halvdelen af lønnen.
Det har jo meget alvorlige økonomiske konsekvenser for folk, der mister jobbet. Og det betyder noget for trygheden for folk, der er i job.
Husk på, at vi i Danmark har en samfundskontrakt: Kortvarig arbejdsløshed skal ikke føre til store personlige omvæltninger.
Hvis den enkelte oplever at få svært ved at betale basale regninger som huslån og børnefødselsdage, hvis man mister jobbet – ja så vokser utrygheden.
Risikoen er, at konsekvensen slår hårdere igennem ved overenskomstforhandlinger i form af krav om større tryghed. Det ser vi faktisk allerede en tendens til.
Fortsætter udviklingen vil det skade virksomhedernes fleksibilitet og økonomi på en måde, som Finansministeriet ikke har lært at regne på – endnu. Når det er nemt at hyre og fyre, har økonomien og arbejdsmarkedet de bedste betingelser for at omstille og udvikle sig – det er vores flexicuritymodel, og det er den, vi skal passe på, mens tid er!
Vi mener derfor, at man bør hæve dagpengesatsen de første tre måneder med 4.000 kroner for dem, der har været i arbejde i to ud af de sidste tre år og samtidig været medlem af en a-kasse de sidste fire år.
Og 2.000 kroner for dem der har været tilsvarende i arbejde og samtidig været medlem af en a-kasse de sidste to år. Det handler om at øge trygheden og samtidig være realistiske.
Vores forslag koster ikke meget.
Vi taler om en direkte udgift på 0,4 milliarder kroner, som vil øge trygheden for hovedparten af de over to millioner a-kassemedlemmer, der i årevis har knoklet og betalt ind til vores solidariske a-kasse-ordning. Er det ikke fair, at de får mere end bare 50 procent af deres løn, hvis uheldet rammer dem? Vi taler jo ikke om to år, men om tre måneder?
Her kommer vi til uenigheden med dele af det borgerlige Danmark. Hvad er kritikken så?
CEPOS og DA har valgt at kaste FH’s forslag og Finansministeriets regneprincipper i en kødkværn. Efter et par runder med håndsvinget har de drejet sig frem til, at 5.000-6.000 danskere hellere vil være arbejdsløse end at have et arbejde.
Tror de virkelig selv – i ramme alvor – at der findes medarbejdere, som har været i job i årevis, pludselig vinker farvel til kolleger og fast indkomst? Bare fordi dagpengene i tre måneder har en højere ydelse, og som på trods af forhøjelsen stadig vil udgøre et væsentligt lavere beløb for langt de fleste – og aldrig over 90% af den tidligere indkomst?
Mit svar er et rungende nej – selvfølgelig ikke!
Der findes da heller ikke sagligt belæg for DA og CEPOS’ påstand. De har tværtimod taget viden om arbejdsløses adfærd ved jobsøgning, og anvendt samme estimater på folk, der er i job. Men der er ikke tilstrækkelig evidens, der påviser, at medarbejdere søger mod dagpenge, hvis ydelsen stiger.
Sagt med andre ord, så har CEPOS og DA taget viden om, hvad der sker, hvis man generelt og permanent hæver arbejdsløshedsydelser uden modkrav om rådighed. Herefter har de trukket resultaterne ned over de lønmodtagere, som har været i job længe, og som får et tremåneders løft. Og vupti – så skulle der være 5.000-6.000 flere arbejdsløse. Jeg vil anbefale CEPOS og DA også at overveje, hvilke gevinster der er at hente ved et moderniseret og trygt dagpengesystem.
For det ærgrer mig, at man hellere vil læne sig op ad sådanne tvivlsomme beregninger frem for at anerkende problemet i, at lønmodtagernes sikkerhedsnet er forringet i en sådan grad, at tidligere direktør for Dansk Industri, Karsten Dybvad, har omtalt det som at man har skåret ind til ”nervespidserne” .
Det ville klæde CEPOS og DA at huske på, hvad der gør den danske model så stærk. Det handler om balancen mellem tryghed og fleksibilitet. Og den balance har forrykket sig. En modernisering af dagpengesystemet er hverken verdensfjernt eller uansvarligt. Det er tværtimod at udvise rettidig omhu.
