Skrevet af Ejner K. Holst, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, Erik E. Simonsen, underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening og Karina Ransby, underdirektør i Forsikring & Pension
Ved udgangen af juni var omkring 22.000 borgere i gang med et såkaldt ressourceforløb.
Forløbene har til formål at afklare og udvikle arbejdsevnen blandt borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Nogle borgere kommer fra et langvarigt forløb på kontanthjælp, mens andre er lønmodtagere, der er blevet syge og kommer fra sygedagpenge eller et jobafklaringsforløb.
Det har store menneskelige og økonomiske omkostninger, når ressourceforløb slår fejl på grund af dårlig administration og tilrettelæggelse.
Ejner K. Holst, Erik E. Simonsen og Karina Ransby
Tre anbefalinger
Desværre kommer indsatsen i ressourceforløbene ofte alt for sent og mangler mål og indhold. Det blev senest i juni dokumenteret af Deloitte i en undersøgelse blandt 25 kommuner.
Det er i både samfundets, virksomhedernes og den enkeltes interesse, at ressourceforløbene virker. Vi har derfor tre væsentlige anbefalinger:
Hurtigere hjælp til borgeren
For det første må borgere må vente i adskillige måneder – i visse tilfælde endda i mere end ét år – før kommunen beslutter, hvilken hjælp borgeren skal have, og tilbuddet omsider går i gang.
Herefter venter meget lange forløb, de fleste er planlagt til at vare tre til fem år. Undervejs oplever mange borgere skift af sagsbehandlere, og borgerens perspektiv og ønsker fortaber sig ofte i den langsommelige proces. Det er helt uacceptabelt.
Der er brug for klare rettigheder. Borgeren må have en garanti for, at kommunen udreder og giver et relevant tilbud inden for en rimelig tidshorisont, og de skal have en afgørelse, som de har mulighed for at klage over.
Pensionsselskaber har gode erfaringer med hurtig udredning og iværksættelse af indsatser, hvilket kommunerne kan lade sig inspirere af. Hvis kommunen ikke lever op til garantien, skal det naturligvis have økonomiske konsekvenser.
Klare mål med ressourceforløbet
For det andet forudsætter succesen med et ressourceforløb klare, realistiske og tidsbestemte mål at styre efter. Derfor er det dybt problematisk, at kommunerne ofte tilrettelægger ressourceforløb helt uden konkrete job- eller uddannelsesmål.
Fraværende jobmål og jobfokus kan muligvis også forklare, hvorfor kun 1 ud af 5 borgere i ressourceforløb får udarbejdet et CV, der beskriver deres kompetencer i forhold til arbejdsmarkedet.
Det er ikke godt nok. Der skal naturligvis være krav om, at kommunerne – i samspil med borgen – fra begyndelsen sætter klare mål og delmål for borgerens udvikling i ressourceforløbet. Der skal desuden løbende følges op på, om borgeren er på rette kurs, så afstanden til arbejdsmarkedet gradvist bliver mindre.
En indsats der virker – gerne på en virksomhed
For det tredje er det veldokumenteret, at et ressourceforløb, der foregår på en virksomhed, er det, der virker bedst. Det er dog helt afgørende, at det virksomhedsrettede kombineres med fx sociale og sundhedsfaglige tiltag, hvis borgeren har behov for det, og at der er tydelige udviklingsperspektiver.
Alligevel deltager kun omkring halvdelen af borgerne i ressourceforløb på en virksomhed. Det tyder på, at borgerne i mange tilfælde må nøjes med den hjælp, som kommunerne har på hylderne frem for at få den hjælp, som er bedst for borgerne.
For at løfte kvaliteten bør kommunerne styrke samarbejdet med virksomhederne og udbygge kendskabet til det lokale arbejdsmarked, så virksomhederne stiller flere virksomhedspraktikpladser til rådighed.
Store omkostninger
Det har store menneskelige og økonomiske omkostninger, når ressourceforløb slår fejl på grund af dårlig administration og tilrettelæggelse.
Borgere placeres i ufokuserede, ineffektive forløb og glider længere og længere væk fra fællesskabet på arbejdsmarkedet. Og samfundet spilder værdifulde ressourcer på nyttesløse tiltag.
Det kan ingen være tjent med. Det må og skal vi kunne gøre bedre.
Indlæg bragt i Altinget 26.08.20
Beskæftigelse
