Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen kunne fornyeligt fortælle, at Danmark er det land i verden, hvor det er lettest at udleve den amerikanske drøm. Det er en flot etikette at kunne sætte på Danmark – det skal vi være stolte af.
Beskæftigelsesministerens udsagn bekræftes i en OECD-rapport om social mobilitet, som konkluderer, at det i Danmark tager et barn af en fattig familie to generationer at opnå samfundets middelindkomst.
Dansk model for velfærd har historisk sikret lige og gratis adgang til uddannelse
Til sammenligning tager det tre generationer i Norge og fem generationer i England. Den universelle danske velfærdsmodel har gennem årtier sikret lige og gratis adgang til uddannelse for alle.
En model, som har gjort Danmark til et af de mest veluddannede, rige og trygge lande i verden, fordi den gør, at vi kan etablere et tidligt samarbejde mellem daginstitution, skole og hjem, som sikrer en langvarig og kontinuerlig indsats for de børn, der har brug for en ekstra hånd.
På trods af det viser en ny analyse fra KL ´ s nyhedsbrev Momentum, at vi alligevel ikke er så langt, som man kunne forvente.
Dårlige til at bryde den negative sociale arv
I løbet af de seneste 20 år er vi blevet dårligere til at bryde den negative sociale arv. Mens 62 pct. af børn med forældre uden en ungdomsuddannelse selv fik en ungdomsuddannelse i 1998, er andelen i dag faldet til 59 pct.
Udviklingen er tilmed sket i en periode, hvor uddannelsesniveauet i befolkningen generelt er steget, så på trods af gode intentioner, er det altså ikke lykkes at få bugt med den negative sociale arv – at løfte uddannelsesniveauet relativt mere i bunden end i toppen.
Det er sørgeligt, at vi i et velfærdssamfund som det danske taber så mange på gulvet. Vi ved jo, at uddannelse er bestemmende for, hvilket job man ender op i, og hvilken løn man kommer til at tjene.
Uddannelse øger muligheder for at leve længere og sundere
Uddannelse øger generelt mulighederne for at leve et længere, sundere og mindre opslidende liv.
At betydningen af den negative sociale arv vokser er ikke mindst sørgeligt i en tid med økonomisk velstand, hvor virksomhederne efterspørger uddannet arbejdskraft, og hvor udbuddet af ufaglært arbejde falder år for år.
Uddannelse er Danmarks absolut stærkeste kort, når det handler om international konkurrence, vækst og økonomi.
Derfor er det essentielt, at vi bliver bedre til at løfte børn af også ikke-uddannede forældre ind i uddannelsessystemet.
Vi har simpelthen ikke råd til at tabe flere på gulvet.
Ikke billigt at bryde den sociale arv
Skal vi løfte de sidste med i uddannelsessystemet, kræver det høj kvalitet i den tidlige indsats og i alle dagtilbud. Det kræver også pædagoger og lærere, som kan støtte de elever, der sakker bagud i undervisningen og som ikke har de samme forudsætninger for at få hjælp fra far og mor, som klassekammeraterne har.
Og det kræver tydelig ledelse samt en stærk sammenhæng mellem de forskellige indsatser. En sådan indsats er ikke billig.
Men den universelle velfærdsmodel sikrer, at vi kan etablere et tidligt samarbejde mellem daginstitution, skole og hjem, som sikrer en kontinuerlig indsats for de børn, som har brug for en ekstra hånd.
Fra 1. august 2019 er det sikret, at alle unge har ret til en sammenhængende indsats via den kommunale ungeindsats. Og samtidig er junglen af forberedende tilbud samlet i en forberedende grunduddannelse – FGU. Den henvender sig til unge under 25 år, der ikke har gennemført -eller er i gang med -en ungdomsuddannelse og som heller ikke er i beskæftigelse.
Det kommunale ejerskab af den tidligere indsats, dagtilbud, folkeskole og FGU er er stærkt og afgørende afsæt for at kunne lykkes.
“Den danske drøm virker” – bryd den negative sociale arv
Vores unikke opskrift, som måske retteligt burde kaldes ” den danske drøm”, virker. Lad os holde fast i den ved at prioritere vores stærke fællesskabsinstitutioner – fra vuggestue til ungdomsuddannelser.