Det er mandag eftermiddag. Europa-Parlamentet i Bruxelles er næsten tomt. De fleste medlemmer er først ved at ankomme med fly hjemmefra.
Men på et hjørnekontor på femte sal er der liv. Her er Anders Vistisen ved at gøre klar til at indtræde i sin rolle som medlem af beskæftigelsesudvalget. Sammen med Ole Christensen (S) og Rina Ronja Kari (N) udgør han nu den lille skare af danske medlemmer af det for fagbevægelsen så vigtige udvalg.

Vi spørger ham, hvad han ser som sin største opgave i det nye udvalg:

– Det bliver hele tiden at forsvare men også at forklare den danske model på arbejdsmarkedet. Lidt ligesom vi hele tiden gør med den danske realkredit. Når den danske model nogen gange trues, så skyldes det ikke altid modvilje men sker ligeså meget, at der stadig ikke er nok kendskab til den, siger han.

Men hvad ser du som din mærkesag i det nye udvalg?

– Der er ingen tvivl om, at kampen mod social dumping ikke mindst i transportsektoren er noget, jeg vil kæmpe hårdt imod. I Danmark har vi jo på området indført nationale regler, som går lige til kanten i forhold til EU. Det har vi jo været nødt til, fordi de oprindelige EU-regler bliver udnyttet. Der er desværre en stor kreativitet, når det gælder om at bruge de eksisterende regler til at bedrive social dumping. Så på kort bane handler det om at få strammet reglerne også på EU-niveau og på den lidt længere om at få en bedre forståelse bredt af, at det ikke kan fortsætte på den måde, som det gør i dag. 

Hvad med de to store sager i beskæftigelsesudvalget i denne tid – revisionen af udstationeringsdirektivet og spørgsmålet om social sikring, herunder dagpenge og børnecheck?

– I begge spørgsmål vil vi stå vagt om dansk suverænitet. Jeg er glad for, at Danmark var med til at give et gult kort til Kommissionen, da den kom med sit udspil til revisionen af udstationeringsdirektivet sidste år. Det var med til at få dem til få øjnene op for, at løndannelse, det er altså et nationalt spørgsmål. Også på social sikring vil vi fastholde, at det er noget, som medlemslandene selv så vidt muligt skal bestemme over. Jeg finder det for eksempel helt forkert, at man kan medtage sin optjening af dagpenge fra et andet EU-land til Danmark for allerede meget tidligt at få dagpenge her. Og når vi taler om, at der skal være ret og rimelighed i forhold til de sociale ydelser, så handler det jo også om at få løst problemerne, inden de vokser sig for store. Det er muligt, at der ikke er mange EU-borgere, som i dag trækker på danske dagpenge eller sende børnechecken ud. Endnu. Men når en ret først er lovfæstet, så er det jo vanskeligt at bremse igen. Og hvad så, når antallet er steget?

Kommissionen kommer inden længe med et udspil til en søjle for sociale rettigheder. Hvad tænker du om den?

– Jeg forstår godt intentionen. At man ønsker at gå en anden vej end den rene liberalistiske markedsmodel. Men det bliver en smutvej til, at Kommissionen kan blande sig mere og mere i arbejdsmarkedsspørgsmål. Hvis man kommer med et helt sæt egentlige rettigheder, kan det også ende meget skidt: Enten vil det lægge pres på, at flere så kan få adgang ydelser eller også vil det omvendt trække de eksisterende ydelser ned til det niveau, rettighederne måtte lægge op til. Begge dele er skidt. Vi skal ikke ensrette, vi skal i stedet lade os inspirere af hinanden.

Nu kommer du ind i et udvalg med to garvede danske MEP’er. Hvordan vil du gå til samarbejdet?

– Jeg tror, vi på lange stræk er enige. Måske ikke om midlerne altid, men om målene. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at vi sammen kan forsvare blandt andet den danske model. Også for at vi kan arbejde godt sammen med dem derhjemme i det nationale politiske liv, som det var tilfældet med det gule kort på udstationering. Ofte er det jo også sådan netop på arbejdsmarkedsspørgsmål, at det nationale sammenhold går på tværs af partiskel.