Det er beklageligt, at regeringen nu har afblæst trepartsforhandlingerne.
Men der er stadig store problemer med blandt andet mangel på tillid i den offentlige sektor og dårligt arbejdsmiljø. Derfor er det meget frustrerende, at trepartsforhandlingerne nu ikke ender med en aftale.
Sådan lyder reaktionen i FTF på dagen, hvor regeringen har trukket stikket til de stort anlagte trepartsforhandlinger. Som hovedorganisation for 450.000 privat og offentligt ansatte – blandt andre finansansatte, sygeplejersker, politibetjente og lærere, har FTF længe været klar til at forhandle med regering og arbejdsgivere fra starten.
Fredag står det så klart, at forhandlingerne ikke bliver til noget, og det er en skam, mener FTF’s formand Bente Sorgenfrey.
"Tiden er ikke til at sætte arbejdstiden op. Vi stiller gerne op igen, når behovet er mere klart," siger Bente Sorgenfrey. Men allerede nu er der rigeligt at tage fat på, vurderer hun:
"Vi skal have løst de store problemer med det psykiske arbejdsmiljø. Vi har brug for at sikre, at vores medlemmer kan holde til arbejdet, indtil pensionsalderen. Regeringen må ikke overlade problemet med stress og nedslidning til den enkelte lønmodtager."
En ny stor undersøgelse fra FTF har netop vist, at 15.000 fuldtidspersoner hvert år bliver syge på grund af elendigt psykisk arbejdsmiljø. Det tal kan holdes op mod, at trepartsforhandlingerne skulle have øget arbejdsstyrken med 20.000 personer.
Derfor kan regeringen nå meget langt til det mål, hvis det psykiske arbejdsmiljø bliver prioriteret endnu højere, vurderer FTF-formanden.
"Derudover bliver vi nødt til at få taget hul på styringen af den offentlige sektor. Vi må i gang med en tillidsreform, og så er der stadig en kæmpe opgave med at få løftet uddannelsesniveauet," fortsætter Bente Sorgenfrey.
FTF er trods afblæsning af forhandlingerne stadig parat til konstruktive drøftelser med regeringen om de udfordringer, vi står over for.