Michael Christian Lyngsie blev født i København, voksede op i fattige kår og måtte som bydreng tidligt selv bidrage til familien.
Lyngsie var arbejdsmand, blev gift som 21-årig, sluttede sig til bevægelsen i 1880’erne og meldte sig ind i Socialdemokratiet. Her blev han valgt til Landstinget, Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation.
Lyngsie var en glødende agitator og mistede også på den konto sit arbejde på Hærens Patronfabrik i 1890. Men det bidrog kun til et fortsat engagement i arbejderbevægelsen.
I 1892 blev han formand for det københavnske arbejderforbund, og da Dansk Arbejdsmandforbund i 1897 blev stiftet, valgtes Lyngsie som dets formand, hvilket han var frem til sin død i 1931.
Organiserede de dårligst stillede
Lyngsie så nødvendigheden i at organisere de dårligst stillede af alle arbejdere; de ufaglærte og daglejerne.
Han kæmpede for deres rettigheder, og efter et par sejrrige strejker i 1892 og i 1894 opnåede Lyngsie mere synlighed og gennemslagskraft over for arbejdsgiverne. Han opnåede også mere synlighed i forhold til den øvrige arbejderbevægelse, som ikke altid havde vist den opmærksomhed, som han og arbejderforbundets medlemmer fandt rimeligt.
Trods stor modgang og arbejdskampe – også internt i fagbevægelsen – står Lyngsie tilbage som en stærk, respekteret og historisk formand for det forbund, der stod i spidsen for de ofte mest udsatte arbejdere i Danmark.

Fællesskabets stærke individer
Læs mere om: Lizette Risgaard (1960- ) Læs mere om: Kirsten Stallknecht (1937-2021) Læs mere om: Anker Jørgensen (1922-2016) Læs mere om: Hans Rasmussen (1902-1996) Læs mere om: Inger Gamburg (1892-1979) Læs mere om: Jens Jensen (1859-1928) Læs mere om: Marie Christensen (1871-1945) Læs mere om: Th. Stauning (1873-1942) Læs mere om: Michael Christian Lyngsie (1864-1931) Læs mere om: Olivia Nielsen (1852-1910) LÆS MERE: Peter Christian Knudsen (1848-1910) Læs mere om: Helga Larsen (1884-1947) Læs mere om: Louis Pio (1841-1894) Læs mere om: Thomas Nielsen (1917-1992)