Michael Christian Lyngsie blev født i København, voksede op i fattige kår og måtte som bydreng tidligt selv bidrage til familien.
Lyngsie var arbejdsmand, blev gift som 21-årig, sluttede sig til bevægelsen i 1880’erne og meldte sig ind i Socialdemokratiet. Her blev han valgt til Landstinget, Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation.
Lyngsie var en glødende agitator og mistede også på den konto sit arbejde på Hærens Patronfabrik i 1890. Men det bidrog kun til et fortsat engagement i arbejderbevægelsen.
I 1892 blev han formand for det københavnske arbejderforbund, og da Dansk Arbejdsmandforbund i 1897 blev stiftet, valgtes Lyngsie som dets formand, hvilket han var frem til sin død i 1931.
Organiserede de dårligst stillede
Lyngsie så nødvendigheden i at organisere de dårligst stillede af alle arbejdere; de ufaglærte og daglejerne.
Han kæmpede for deres rettigheder, og efter et par sejrrige strejker i 1892 og i 1894 opnåede Lyngsie mere synlighed og gennemslagskraft over for arbejdsgiverne. Han opnåede også mere synlighed i forhold til den øvrige arbejderbevægelse, som ikke altid havde vist den opmærksomhed, som han og arbejderforbundets medlemmer fandt rimeligt.
Trods stor modgang og arbejdskampe – også internt i fagbevægelsen – står Lyngsie tilbage som en stærk, respekteret og historisk formand for det forbund, der stod i spidsen for de ofte mest udsatte arbejdere i Danmark.