Fagbevægelsens Historie: Anker Jørgensen

Anker Jørgensen blev født i et københavnsk arbejderhjem i 1922. Han voksede op hos sin faster og onkel, da begge hans forældre døde af tuberkulose, inden Anker var fyldt seks år.

Anker gik ud af skolen efter 7. klasse og arbejdede i flere år som bud og lagerarbejder i FDB, kun afbrudt af værnepligtstjeneste under besættelsen. Her deltog han i kampe ved Gardehusarregimentets kaserne under de tyske angreb på danske kaserner 29. august 1943.

Aktiv del i modstandsbevægelsen

Anker tog som leder af en større modstandsgruppe aktiv del i modstandsbevægelsen. Med sin sædvanlige beskedenhed underspillede han sin rolle og sagde senere: ”Jeg har aldrig udøvet de store heltegerninger”.

Anker blev tidligt politisk interesseret og engagerede sig som ung i DUI og DSU. I 1950 blev han næstformand i Lager- og Pakhusarbejdernes Forbund og seks år senere forbundets formand.

I 1962 blev han formand for Transportgruppen, og karrieren i fagbevægelsen kulminerede, da han i 1968 blev formand for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund (senere Specialarbejderforbundet i Danmark, SID – nu en del af 3F).

Fra fagforeningskarriere til statsminister

Efter en kortere periode som medlem af Københavns Borgerrepræsentation blev Anker Jørgensen valgt til Folketinget i 1964 for Socialdemokratiet, og efter Jens Otto Krags pludselige afgang i 1972 blev Anker statsminister frem til det skelsættende jordskredsvalg i 1973.

Ankers anden periode som statsminister, 1975-1982, var en ”kold” og økonomisk trængt tid, men Anker fremstod som en folkelig og åbenhjertig politiker, der arbejdede for en stærk og samlet arbejderbevægelse.

Han havde en stor andel i etablering af Lønmodtagernes Dyrtidsfond, efterlønnens indførelse og bistandslovens vedtagelse.

Anker Jørgensen er den hidtil sidste ufaglærte statsminister i Danmark.