Bekæmp social dumping
I Danmark har vi gode løn- og arbejdsvilkår. Det betyder, at man kan opretholde en ordentlig levestandard med sin løn, og at man har nogle gode rammer, når man går på arbejde.
Det bidrager til at skabe vækst og velstand. Men vi kan ikke tage disse rettigheder for givet.
Vi oplever i stigende grad et pres på vores løn- og arbejdsvilkår fra udstationerende virksomheder, der udfører arbejde til lavere løn og på ringere arbejdsvilkår, end det der er sædvanligt i Danmark.
Det er social dumping, når udenlandsk arbejdskraft udfører opgaver i et andet land til en langt lavere løn og under ringere arbejdsforhold, end hvad der gælder for det pågældende lands arbejdstagere.
Her er social dumping særlig udbredt
I Danmark findes problemet primært i byggebranchen, luftfartsbranchen, godstransportbranchen, restaurationsbranchen, rengøringsbranchen og it-branchen.
Social dumping er således særligt udbredt, men ikke forbeholdt brancher med manuelt og ufaglært arbejde. Problemer med social dumping er ikke isoleret til Danmark. Også andre rige EU-lande oplever pres på løn- og arbejdsvilkår som følge af konkurrence fra billig udenlandsk arbejdskraft.
Social dumping er først og fremmest et problem for de mennesker, som oplever forringede løn- og arbejdsvilkår, men det er også en udfordring for hele vores samfund.
Formålet med den frie bevægelighed skal være at skabe et EU, hvor varer, tjenesteydelser og arbejdskraft bevæger sig rundt med henblik på at skabe bedre livsvilkår for alle.
Fri bevægelighed må ikke udnyttes til social dumping
Det er meningen, at borgerne i de fattige EU-lande skal få flere muligheder og blive rigere gennem den frie bevægelighed. Det er ikke meningen, at den frie bevægelig skal udnyttes til at forringe løn- og ansættelsesvilkår for arbejdstagere i de rige EU-lande.
Den ekstremisme og nationalisme, som breder sig over hele Europa, er en konsekvens af, at mange arbejdstagere i dag følger sig presset af billig udenlandsk arbejdskraft, som truer med at overtage deres job eller presser løn- og arbejdsvilkårene i deres branche.
Det er derfor nødvendigt, at den frie bevægelighed i EU bliver reguleret på en måde, så borgerne stadig føler tillid til, at det europæiske fællesskab medvirker til bedre livsvilkår for alle og ikke kun mere profit til de få.
Hvad er løsning på social dumping – hvad kan EU gøre?
- EU skal sikre, at den frie bevægelighed ikke bliver udnyttet til at forringe løn- og arbejdsvilkår i EU
- EU skal sikre, at den frie bevægelighed ikke bliver udnyttet til at omgå regler om skat og social sikring.
- EU skal sikre, at den frie bevægelighed er baseret på fair konkurrence i stedet for billig arbejdskraft fra fattige lande.
- EU skal sikre, at der kan ske en billig, smidig og effektiv håndhævelse (anerkendelse og inddrivelse) af domme i de udenlandske virksomheders hjemlande
Læs mere om Social Dumping på fho.dk