D. 1. januar 2025 overtager Polen EU-formandskabet i Rådet. Formandskabet går på skift mellem EU’s 27 medlemslande. Når Polens formandskab slutter d. 30. juni 2025, er det Danmarks tur, hvorefter Cypern overtager EU-førertrøjen.

Polen vil prioritere sikkerhed, energi og konkurrenceevne de næste seks måneder

Med formandskabet får Polen mulighed for at sætte dagsordenen og prioritere hvilke emner, der skal fokuseres på i EU.

Det polske formandskab har netop præsenteret deres arbejdsprogram, og her er det tydeligt, at sikkerhed, energi og konkurrenceevne kommer til at fylde de næste seks måneder.

Det polske formandskabs prioriteter er:

  1. Forsvar og sikkerhed samt beskyttelse af mennesker og grænser
  2. Beskyttelse mod fremmed indblanding og desinformation
  3. Bedre vilkår for erhvervslivet og energiomstilling
  4. Et konkurrence- og modstandsdygtigt landbrug

Hvad betyder det at være formandsland?

Formandskabet for EU går på skift mellem EU-medlemsstaterne for seks måneder ad gangen.

Med formandskabet følger to hovedopgaver:

  • At planlægge og lede møder i Rådet og dets arbejdsgrupper, hvor embedsmænd og ministre fra alle 27 EU-medlemslande sidder om bordet
  • At repræsentere Rådet i forhandlinger med de øvrige EU-institutioner, især Kommissionen og Parlamentet

    Danmark overtager EU-formandskabet i andet halvår af 2025.

    Arbejdsmarkedet i Europa: Digitalisering, ligebehandling og en aldrende befolkning

    På det arbejdsmarkedspolitiske område vil Polen fokusere på tre områder: nemlig det digitale arbejdsmarked, ligebehandling og udfordringerne ved en aldrende befolkning.

    For det første vil det polske formandskab rejse en debat om, hvordan arbejdstagerne kan beskyttes i en tid med stigende innovation og automatisering. Polakkerne vil f.eks. drøfte mulig ny lovgivning i forbindelse med brugen af ​​kunstig intelligens på arbejdspladsen samt fjernarbejde og ”retten til at være offline”.

    Polen ønsker også at udvikle den sociale dialog herunder fortsætte arbejdet med en pagt om styrkelse af den sociale dialog og samarbejdet mellem fagbevægelserne og arbejdsgiverne i Europa.

    For det andet vil Polen have stort fokus på udsatte grupper, herunder personer med handicap, personer udenfor arbejdsmarkedet, unge, der hverken er i uddannelse, træning eller job, migranter og vandrende arbejdstagere indenfor EU.

    Vidste du, at:

    Vidste du, at:

    • Polen befolkningsmæssigt er EU’s femtestørste land med over 37 millioner indbyggere
    • Den polske befolkning er blandt de mest EU-positive: EU-medlemskabet støttes af mellem 80-90 pct. af  befolkningen
    • Middellevetiden er for mænd 74,7 år og for kvinder 82 år
    • Polen blev medlem af EU i 2004
    • Den største europæiske middelalderborg ligger i Polen
    • Europas sidste urskov ligger i Polen, og her lever det tungeste landdyr i Europa: den europæiske bison

    I den forbindelse er inklusion og sikring af princippet om ligebehandling på arbejdsmarkedet vigtigt: både når det kommer til beskyttelse af minoriteter og ligestilling mellem kønnene.

    Formandskabet vil fortsætte forhandlingerne om Praktikdirektivet og deltage i evalueringen af  handlingsplanen under den europæiske søjle for sociale rettigheder. Her er der tre hovedformål: øge beskæftigelsen, styrke kompetencer og kvalifikationer samt bekæmpe fattigdom blandt europæere inden 2030.

    Endeligt vil Polen sætte fokus på de demografiske ændringer, herunder en aldrende befolkning, som de ser som en af ​​de vigtigste udfordringer, EU står over for i dag.

    Formandskabet vil derfor arbejde på at sikre alle borgere en værdig og sund aldring samt fremme ældre borgeres aktive deltagelse på arbejdsmarkedet.