Jeg blev både imponeret og eftertænksom efter mit besøg på Plejehjemmet Augustenborggade i Aarhus. Men én pointe stod klart allerede under besøget:

Det psykiske arbejdsmiljø halter efter de krav, vi stiller til medarbejderne.

Her møder man medarbejdere, som hver dag skaber en tryg og værdig hverdag for de 31 beboere.

Bemandingen følger ikke med udviklingen, og der er et gab mellem krav og resurser!

Flemming h. grønsund

Der er høj faglighed, stort engagement og en tydelig stolthed over arbejdet. Det fortjener anerkendelse. Jeg talte blandt andet med Nina Hyldgaard Kroman, SOSU, arbejdsmiljørepræsentant og tillidsrepræsentant.

Hun er glad for sit arbejde og sine kolleger, men pegede også på en hverdag, der er blevet mere krævende. Flere svære situationer med pårørende og en mere kompleks beboergruppe – hvor omkring 80 procent er demente – stiller store krav.

Samtidig opleves det, at bemandingen ikke følger med udviklingen. Vi talte også om arbejdstid, indflydelse på egne opgaver og de nye overenskomster med fritvalgsordning, som der er stor tilfredshed med.

Gab mellem krav og resurser

Men når politikkerne forventer et længere arbejdsliv, kræver det arbejdspladser, hvor medarbejderne kan holde til deres arbejde – også psykisk. Arbejdet med vores ældre er en kerneopgave i velfærdssamfundet.

Derfor er det også et politisk ansvar at sikre rammer, der matcher opgaven. I dag er der et gab mellem krav og ressourcer, som vi er nødt til at tage alvorligt.

Tak til Plejehjemmet Augustenborggade for et givende besøg og til FH Aarhus for at arrangere det.