Jeg læser en del af valget som et klart signal: Rigtig mange danskere efterspørger mindre ulighed.
Mere tryghed.
Mere retfærdighed.
Ikke et samfund, hvor den økonomiske fremgang samler sig i toppen. Men et samfund, hvor helt almindelige lønmodtagere også kan mærke, når det går godt. Hvor der investeres i velfærd og tryghed for lønmodtagerne.
I et samfund, der hænger sammen. For mig er det vigtigt, at politikerne lytter til denne store gruppe af danskere. For har du haft et langt og hårdt arbejdsliv, så skal du også have en fair mulighed for at stoppe i tide.
Så enkelt er det.
Råd til hverdagen: Til dem med mindst – finansieret af dem med mest (FH-udspil)
Ulighed er ikke naturligt
Jeg må i samme åndedrag sige: Ulighed er ikke naturligt.
Ulighed er skabt af politiske beslutninger. Og derfor kan det også ændres med politiske beslutninger.
For mig handler det om, hvilket samfund vi vil være. Et samfund, hvor de stærkeste trækker fra og efterlader resten på perronen.
Eller et samfund, hvor vi løfter i fællesskab.
Jeg blev her til morgen spurgt af Altinget, TV 2 News og P1 Morgen om, hvordan jeg ser valgets resultat. Men det kan de færreste sige så meget om endnu.
En ting er dog sikkert – vi går ind i en tid med mange politiske kompromiser. Det er vilkårene efter valget i går.
Men der er noget, vi ikke må give køb på: Retten til en retfærdig og værdig tilbagetrækning.
Det er et løfte til dem, der har bygget det her land. Det kommer jeg til at minde politikerne om.








