Der er nu landet en aftalt om genvurdering af førtidspension for en gruppe af nytilkomne borgere i Danmark.
Aftalen skal sikre, at 5000 mennesker i alt undersøges for, om deres arbejdsevne er forbedret og der er grundlag for at genvurdere deres ret til førtidspension. Det er med til at skabe stor utryghed for mennesker med en varig forsørgelsesydelse, fordi der nu bliver åbnet for, at den kan blive taget fra dem.
Jeg mener, at det er et skævt fokus. Det virkelige problem er, at alt for mange unge står uden job og uddannelse. Der har aldrig været så mange unge, som får tildelt førtidspension som nu. Og den nye beskæftigelsesreform tager ikke fat om denne udfordring.
Tværtimod.
Fremover vil der nemlig ikke længere være krav om, at udsatte borgere får en sammenhængende indsats. Og kommunerne får mulighed for at lade borgerne stikken i lange perioder uden nogen som helst aktivitet. Det vil betyde, at særligt unge kommer endnu længere væk fra arbejdsmarkedet og ender med ikke at kunne se en vej tilbage.
Ikke brug for pause
Partierne bag beskæftigelsesreformen vil sige, at perioder uden indsats giver tryghed og ro. Men ro må ikke blive det samme som at blive ladt alene. De unge, der hverken er i gang med arbejde eller uddannelse, har lange liv foran sig og ofte flere svigt bag sig. De har brug for støtte, kontinuitet og mennesker, der tror på dem – ikke en lang pause.
Undersøgelser viser, at vi i praksis kommer til at give op på nogle mennesker, fordi kommunerne ikke kan tilbyde relevante indsatser, og fordi arbejdsmarkedet ikke er rustet til at tage imod dem.
Når systemet ikke har ressourcerne til at hjælpe, bliver førtidspension den mulighed for ro, afklaring og tryghed, man kan tilbyde. Og for mange med nedsat arbejdsevne er det netop det, de søger. Men at få tildelt en betyder også, at mennesker mister håb og udviklingsmuligheder, længe før deres potentiale er udfoldet. Det er et svigt – både menneskeligt og samfundsøkonomisk.
Skal finde en ny vej
Udfordringen med stigende tilkendelse af førtidspensioner, særligt til de unge, kan ikke løses af stramninger.
Vi har brug for en reel anden vej for de mennesker, som ikke kan arbejde fuld tid, eller slet ikke kan arbejde. Det handler om at hjælpe mennesker til at udfolde deres potentiale ved at give dem den støtte, de har brug for.
Diskussionen om førtidspension bliver alt for ofte enten-eller, men virkeligheden er langt mere nuanceret.
Vi har brug for en model, der gør det muligt for mennesker at arbejde de timer, de faktisk kan, samtidig med at de har en stabil økonomi, som skaber tryghed. En model, der anerkender, at arbejdsevne ikke bare er et tal for, hvor mange timer man kan arbejde om ugen. Den afhænger af en helt masse ting: Typen af job, fleksibilitet, kolleger og 117 andre ting.
Og at arbejdsevne kan ændre sig, hvis omstændighederne ændrer sig.
Heldigvis har vi et forslag til en model med fokus på, at de unge arbejder de timer, de kan. Mens de sikres en ydelse, de kan leve af.
Her er løsningen
Vi kalder det udviklingsfleksjob.
Det kræver fagfolk, som har mulighed for at tro på den enkelte, før de selv gør det. Det kræver relationer, ikke flere hårde regler og sanktioner.
Og så må vi ikke glemme arbejdsmarkedet. Der findes ingen løsning uden arbejdspladser og virksomheder, der tør åbne dørene. Også for mennesker med en broget historie på arbejdsmarkedet. Et rummeligt arbejdsmarked handler ikke om gode intentioner, men om vilje og realistiske rammer.
Vi står med en opgave, der kalder på handling. Ikke flere lappeløsninger, men et kursskifte, der giver mennesker mulighed for at være en del af fællesskabet på de vilkår, de kan. Vi skylder dem tryghed, støtte og en reel chance for at være med. For i sidste ende handler det om mere end økonomi og systemer.
Det handler om værdighed, fællesskab og om at tage ansvar for hinanden.
Indlægget er bragt i Information 20.01.26
