En familie med to indtægter og et par skolebørn bruger i dag langt flere penge på mad end for bare få år siden. For mange er det irriterende. For alt for mange er det alvorligt. Det handler ikke om at vælge lækkerierne fra. Det handler om, hvad der overhovedet er råd til at putte i børnenes madpakker – og om man stadig kan betale regningerne, når måneden er slut.
De stigende fødevarepriser har været et forstørrelsesglas, som har afsløret, hvor forskelligt vi står i Danmark. Nogle bliver rigere af at eje en bolig det rigtige sted eller købe aktier på det rigtige tidspunkt. Andre knokler fuld tid og har stadig ondt i økonomien, når måneden er omme. Og det er ikke bare tal på et regneark – det er konkrete fravalg i helt almindelige familier.
Det indeholder FH’s udspil
- En ny midlertidig fødevarecheck på 3,5 mia. kr. til dem uden høje indkomster, som er lønmodtagere, pensionister, folk på overførselsindkomst og børnefamilier.
- En hævelse af jobfradraget på 3,2 mia. kr. målrettet lønmodtagere med de laveste lønninger.
- De to skattelettelser koster 6,7 mia. kr. årligt.
- Finansiering skal ske ved at indføre en formueskat på 0,3 pct. på formuer over 20 mio. kr. for den ene rigeste procent af befolkningen. Det vil indbringe ca. 5 mia. kr. årligt.
- Ændring af top-topskatten, så den udover lønindkomst også inkluderer aktie- og kapitalindkomst i skattegrundlaget. Det vil indbringe 1,7 mia. kr. årligt.
Det handler om forskellen på at kunne købe fodboldstøvler til ungerne eller ej. Om at have råd til at betale for tandlæge og forsikringer. Om at kunne indløse sin recept nede på apoteket, når medicinen slipper op. Om luft i økonomien, så børnene kan deltage i foreningslivet på lige fod med deres kammerater.
Derfor foreslår Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) nu to konkrete tiltag, der vil gøre en reel forskel i mange almindelige danskeres liv. Det ene er en midlertidig fødevarecheck til pensionister uden store formuer, børnefamilier med små indkomster og folk på overførselsindkomst. Det andet er en forhøjelse af jobfradraget, så lønmodtagere med de laveste indkomster får en skattelettelse, der kan mærkes i hverdagen.
Mere luft i budgettet
Det er helt enkle greb, der virker. Små justeringer, der kan få stor betydning for dem, der i forvejen tæller hver en krone. For det er ikke ligegyldigt, om du har 200 eller 400 kroner tilbage, når alle regninger er betalt. Det er forskellen på frihed og bekymring. Og det er ikke rimeligt i et land som Danmark.
Helt grundlæggende vil vi gerne skabe mere luft i husholdningsbudgettet. For at sikre, at dem, der knokler, og dem, der er gået på pension efter et langt liv på arbejdsmarkedet, har lidt mere at få hverdagen til at hænge sammen med. Ikke luksus – men tryghed.
Danmark har råd – men vi har også store fælles opgaver foran os: forsvar, klima, velfærd og en retfærdig pension. Derfor skal den håndsrækning vi vil give til dem, der har mindst i samfundet, ikke finansieres af fællesskabets kasse – men af dem, der har mest.
En ansvarlig plan
Helt konkret foreslår vi, at dem, der har allermest, bidrager lidt mere. Nærmere bestemt den ene procent af befolkningen, der ligger helt i toppen. Det er mennesker med formuer på over 20 millioner kroner.
De har oplevet stigninger i friværdi og aktier, der får almindelige lønmodtageres økonomi til at blegne. Derfor er det ikke bare rimeligt, at de skal bidrage lidt mere – det er nødvendigt, hvis Danmark også fremover skal være et samfund med sammenhængskraft.
Vi kommer med en retfærdig og fuldt finansieret pakke. Ikke tomme løfter. Men en ansvarlig plan for at mindske forskellene i samfundet og styrke sammenhængskraften.
Pas på sammenhængskraften
Uligheden i Danmark er steget år for år siden 90’erne. Vi er blandt de lande, vi normalt sammenligner os med, hvor forskellene er vokset mest. Det er ikke sket af sig selv. Det er resultatet af politiske valg, hvor man igen og igen har valgt at give mest til dem, der har mest i forvejen. Det gælder skattereformer. Det gælder forringelser af dagpenge. Det gælder efterlønsindgreb.
Det udfordrer vores sammenhængskraft. For forskelle i indkomst bliver til forskelle i muligheder, i helbred, i tryghed og i liv. Det kan vi se i udlandet, hvor voksende ulighed har ført til social uro, mistillid og politisk polarisering. Den vej skal Danmark ikke gå.
Vi skal insistere på et andet samfund. Et samfund, hvor vi løfter i flok. Hvor vi også følger det princip, når vi laver skattepolitik. Derfor beder vi ikke om et øget træk på fællesskabets kasse. Vi beder om, at dem, der har mest, bidrager med lidt mere, så vi kan give en håndsrækning til dem, der har mindst.
Det er hverken uansvarligt eller urealistisk. Det er kun rimeligt – og helt nødvendigt.
Kronikken er bragt på Avisen Danmark 16.01. 26
