Retten til en tryg pension er tidens største arbejderkamp

Jeg møder Andreas første gang på hans arbejdsplads på Københavns vestegn. Han er i slutningen af 20’erne og arbejder som blikkenslager. Han sagde noget, jeg har haft svært ved at ryste af mig:

“Vi står og slår metal sammen med håndkraft. For hvert slag, vi laver – går der stød op igennem armene og ind i kroppen. Det er ikke kun taget, der bliver slået på – det er egentlig også os.”

Det gør indtryk, når man møder unge som Andreas – mennesker, der lige er begyndt på arbejdslivet, men allerede kan mærke, hvordan arbejdet sætter sig i kroppen.

I en tid, hvor fællesskabet er under pres, og hvor utrygheden vokser, bliver stemmer som Andreas’, og de tusindvis af andre lønmodtagere i samme situation, en vigtig påmindelse om, hvorfor vi kæmper. 

1. maj er ikke bare en festdag. Det er en kampdag. Og kampen for retten til en tryg pension er tidens største arbejderkamp.

Staten skal garantere trygheden

Den reelle værdi af vores velfærdssamfund kan ikke opgøres i kontanthjælpskroner og sengepladser på hospitalerne. Den primære vare, vi får for vores skattekroner, er tryghed.

Trygheden i, at man bliver grebet, hvis man falder. Men velfærdssamfundet giver os også noget endnu større: Ligheden, der binder os sammen på tværs af baggrund og livsvilkår.

Og friheden til at leve et liv, hvor vi ikke er fanget af sygdom, arbejdsløshed eller nedslidning – men kan tro på en bedre fremtid for os selv og vores børn.

Lønmodtagerne oplever for tiden en dobbelt utryghed ved den geopolitiske uro, der presser os udefra, samtidigt med, at liberale stemmer som Cepos, Liberal Alliance og en række erhvervsorganisationer presser på for at finansiere øgede forsvarsudgifter ved at skære i velfærden, forringe dagpengene og lade pensionsalderen stige drastisk. 

Det betyder, at samfundskontrakten er ved at smuldre. For lønmodtagerne er ikke længere trygge – og uden tryghed, lighed og frihed risikerer vi at miste alt det, der har gjort Danmark stærkt.

Trygheden er væk

Fire ud af fem lønmodtagere under 50 år tror ikke på, at de kan holde til at arbejde frem til pensionsalderen. Det er et voldsomt tal, som med al tydelighed viser, at trygheden er væk.

Det er tømreren med ondt i skuldrene. Social- og sundhedsassistenten med slidgigt i knæene. Og det er sagsbehandleren, der ikke kan sove om natten, fordi der ikke var ressourcer eller tid nok til at hjælpe den familie, der havde allermest brug for støtte. 

De er ikke dovne. De beder ikke om privilegier. De har arbejdet og bidraget hele livet – og spørger bare: Er der også plads til mig i fællesskabet, når jeg ikke kan mere?

Alle fortjener en tryg pension

Vores arbejdsliv er forskellige. Det gør indtryk på mig, hver gang jeg møder mennesker, der fortæller, hvordan arbejdet sætter sig – i kroppen eller i sindet. 

For nogle starter i fysisk krævende job allerede som teenagere. Andre bærer rundt på et konstant psykisk pres, som også slider på kroppen.

Derfor bør det være en grundlæggende ambition i vores velfærdssamfund, at alle skal have gode og raske år, når arbejdslivet er slut.

Og det opnår vi kun ved at sikre gode og værdige tilbagetrækningsordninger samt en pensionsalder, der er realistisk at nå frem til for de fleste.

Vi kan ikke leve med, at 80 procent ikke kan se sig selv i det nuværende system. Så ryger samfundskontrakten.

Vi skal kæmpe for trygheden

Det er værd at huske på, når vi i dag markerer arbejdernes internationale kampdag. 

For hvis vi ikke gør noget for at skabe en tryghed i, at alle kan se frem til gode år på den anden side af arbejdslivet, lader vi utrygheden rodfæste sig. Og den kan berøve os for alt det, der gør os stærke. 

Tryghed er en afgørende drivkraft i et stærkt samfund. Det er trygge mennesker, der tør tage et nyt job, købe en bolig, sætte børn i verden og skifte spor i arbejdslivet.

Uden tryghed mister vi ikke bare dynamik i økonomien, men også den følelse af fællesskab, der har skabt vores stærke velfærdssamfund. 

Derfor er det helt forkert at omtale tryg pension som en ekstra udgift, vi ikke har råd til i en tid med historisk oprustning. Vi er nødt til at se det som en nødvendig investering i et fællesskab, der ikke kan bestå uden.

1. maj er ikke bare en festdag med taler og røde faner. Det er en påmindelse om, hvad der har gjort Danmark stærkt: Vores evne til at stå sammen og kæmpe for det, der er vigtigt. Det er den dag, hvor vi minder hinanden om, at velfærdssamfundet ikke er kommet af sig selv – og at det heller ikke består af sig selv.

Danmark er et sted, hvor vi passer på hinanden. Hvor vi siger til hinanden: Når du ikke længere kan, så står vi andre klar.

Det løfte er grundstenen i vores velfærdssamfund. Og det er dét, vi kæmper for den 1. maj.

Indlægget er bragt i Avisen Danmark 1. maj 2025