Vi kender alle sammen en lærer, pædagog eller sygeplejerske fra det levede liv. Og ofte for det gode. Det kan være den dygtige lærer, vi selv havde, eller som vores børn har, der med sit engagement kan få eleverne til at lytte og deltage aktivt i undervisningen.
Den pædagog, dersom stod klar om morgen, og fik alle børnene med i fællesskabet i børnehaven. Eller den sygeplejerske, der med sin faglighed og omsorg gjorde en forskel, da familien havde sygdom tæt inde på livet.
Hver især har vi vores egne fortællinger, minder og forestillinger om, hvad det vil sige at være en dygtig fagprofessionel, som gør en forskel for børn og unges opvækst, en forskel for udsatte borgere og for os alle, når vi har brug for hjælp i sundhedsvæsenet. Det er alt sammen brikker i det velfærdssamfund, som vi skylder hinanden at værne om.
Men det er ikke et velfærdssamfund, vi kan tage for givet. Nej, faktisk er der behov for at sætte ind på flere fronter, hvis vi skal fremtidssikre vores velfærd.
Søgning til professionsuddannelser i frit fald
Søgningen til de fire store professionsuddannelser til pædagog, sygeplejerske, lærer og socialrådgiver er i frit fald. Alt for mange – og stadig flere af de studerende gennemfører ikke uddannelserne. Og alt for mange fravælger professionerne efter nogle år i arbejde. Det er stærk alarmerende og reelt en trussel mod det samfund, vi kender.
Nu har regeringen så varslet en reform af professionsuddannelserne. Det er kærkomment og efterhånden og ved at være godt oppe over, for der er et stort behov for at sætte ind med ambitiøse løsninger både før, under og efter uddannelserne.
For det første skal overgangen fra ungdomsuddannelserne styrkes. Alt for mange unge vejledes i retning af universiteterne. Det er helt sikkert det rigtige valg for nogen.
Men for andre er det ikke.
Derfor skal vi blive meget bedre til at vise de mange uddannelsesmuligheder, der er, og hvor det boglige og praktiske går hånd i hånd.
Ny ungdomsuddannelse
Her tror jeg på, at en ny ungdomsuddannelse kan blive et væsentligt bidrag til, at flere unge får øjnene op for de erhvervs- og professionsrettede uddannelser, hvis vi giver de unge den nødvendige tid til at modnes og introducerer dem for hele uddannelsespaletten.
For det andet skal professionsuddannelserne have et tiltrængt og, markant kvalitetsløft. Det gælder flere undervisertimer og gode øvelseslokaler, hvor man kan træne og udvikle sine færdigheder ved simulation af autentiske scenarier.
‘Afhængigt af professionen, kan det fx være den svære borgersamtale, forældremødet eller måling af lungefunktion. Ja, kort sagt er mulighederne mange.
Praktikken skal også styrkes som en del af et samlet uddannelsesforløb med krav om uddannede praktikvejledere, så den teoretiske og praktiske del af uddannelsen hænger sammen.
Tid er en faktor
Vi kommer heller ikke uden om tid som faktor.
Tid til læring, dannelse og refleksion.
For det tager tid at blive en dygtig socialrådgiver eller pædagog. Det kan man ikke læse sig til, det skal øves og trænes i mødet med praksis. Igen og igen.
Endelig skal vi styrke overgange mellem uddannelse og arbejdsmarkedet. Vi skal tage godt imod vores nye kolleger. Her er der gode erfaringer at trække på med mentorordninger og introduktionsforløb. Og så skal der være meget bedre muligheder for at specialisere sig fagligt og bygge ovenpå med nye kompetencer gennem arbejdslivet.
Derfor skal vi sikre gode karriereveje ind i professionerne og skabe langt bedre rammer for efter- og videreuddannelse, så det bliver nemmere både at rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere inden for professionerne.
Da jeg fik finanslovsforslaget i hånden, var mine forventninger høje på professionsuddannelsernes vegne. Men der var ikke meget at komme efter.
Heldigvis er jeg optimist af natur.
Ambitiøse løsninger kræver massive investeringer i kvalitet og øget faglighed. Derfor kan jeg også kun opfordre regeringen til at grave dybt i lommerne, så vi sikrer en reel forandring.
Debatindlægget er bragt i Politiken 07.10.24
