Julie ville hellere slå i bolledej end læse bøger – og hun er blevet mere end almindelig god til det. Og hendes historie er værd at lytte til. For Julie var et af de danske fagtalenter til EuroSkills i 2023. Og i lørdags pegede og forklarede hun stolt for mig, hvad bagerne i årets konkurrence lavede. Det er spændende, at blive fortalt om en fag, af nogen, der brænder for det.

Og hun fortalte mig også om hvordan hun selv var blevet en af Danmarks bedste unge faglærte.

Hvor mange talenter går vi glip af de næste år, fordi unge ikke har samme selvsikkerhed som Julie, og vælger en faglært fremtid?

Morten skov

Men hendes historie kan også ærgre mig. Meget. For den får mig til at tænke på, hvad Danmark mon har tabt gennem årene?

For Julie færdiggjorde først gymnasiet. Da hun bagefter valgte at gå i lære som bager, oplevede hun, at vennerne undrede sig over, at hun gik et skridt ”ned” af uddannelsesstigen. For de faglærte uddannelser havde åbenbart stadig lavere status end de gymnasiale uddannelser.  Julie havde ligefrem oplevelsen, at nogle mente, at det var for dem, med lavere IQ..

Og det er synd. For hvor mange talenter er vi ikke gået glip af, fordi erhvervsuddannelserne alt for længe har haft lavere status end de gymnasiale? Og hvor mange går vi glip af de næste år, fordi unge ikke har samme selvsikkerhed som Julie, og vælger en faglært fremtid?

Jeg synes, at vi som samfund, som forældre og som undervisere skylder vores unge, at vise dem, at der er mange veje til et lykkeligt og givende arbejdsliv.

De danske fagatleters præstation på EuroSkills har i hvert fald gjort mig helt sikker på én ting: Det er ikke et skridt ned at blive faglært. Det er et skridt direkte ind i fremtiden.