Regeringen har mandag præsenteret sit nye udspil på fritidsjob-området. Og med titlen ’Flere unge skal have et fritidsjob’ er det ikke svært at regne ud, hvad formålet er.

”Jeg er rigtig glad for, at regeringen kommer med et godt og vigtigt udspil om, hvordan vi får flere unge til at tage et job ved siden af skolegangen. Det er der brug for,” siger Morten Skov Christiansen, der er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Et godt fritidsjob kan være med til at styrke trivslen blandt unge og samtidig åbne et vindue ind for eksempel en faglært fremtid.

Morten Skov christiansen

I dag er det kun omkring hver tredje mellem 13 og 17 år, der passer et fritidsjob. Alt for få, når man ser på gevinsten, mener Morten Skov Christiansen.

”Vi kan se, at fritidsjob giver unge en hel masse ekstra i bagagen. De får mere selvtillid og lærer nogle ting, de ikke kan lære i skolen. Et godt fritidsjob kan være med til at styrke trivslen blandt unge og samtidig åbne et vindue ind for eksempel en faglært fremtid.”

Befolkningen støtter tiltag

FH og regeringen er ikke de eneste, der støtter op om formålet med udspillet.

I en meningsmåling, FH fik lavet tidligere på foråret af Epinion, svarede 72 procent af de adspurgte, at regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen burde lave en aftale med det formål at få flere unge i fritidsjob. Kun 5 procent var imod, mens de resterende svarede ’hverken/eller’.

Vi har et stort ansvar for at passe godt på de yngste på arbejdspladserne. Det er vigtigt, at de får en god og tryg start på arbejdslivet. Det skal vi samarbejde med arbejdsgiverne om at sikre

Morten skov

”Danskerne ved godt, at et godt fritidsjob bidrager positivt til unges udvikling og dannelse. Jeg ser frem til de videre drøftelser med regeringen og arbejdsgiverne,” siger Morten Skov Christiansen.

Det helt afgørende for ham er at bevare fokus på at skaffe gode og sikre job.

”Vi har et stort ansvar for at passe godt på de yngste på arbejdspladserne. Det er vigtigt, at de får en god og tryg start på arbejdslivet. Det skal vi samarbejde med arbejdsgiverne om at sikre,” understreger Morten Skov Christiansen.