Det er ikke arbejde – det er moderne slaveri

”Det er ikke arbejde – det er moderne slaveri”. Sådan siger Khaing Zar, formand for Myanmars industriarbejderforbund (IWFM) om arbejdsmarkedet i Myanmar. 

”Mennesker mister deres arbejde, de sulter. Dem, der før havde rigtige kontrakter, bliver nu hyret som daglejere. De bliver underbetalt og arbejder mange timer uden overtidsbetaling,” fortæller Khaing Zar om for eksempel tekstilindustrien, som selvfølgelig også er ramt af kaos i landet.

Det vil sige, at arbejdere på tekstilfabrikkerne, der blandt andet producerer tøj til store vestlige tøjmærker, arbejder fra dag til dag, 10 timer for cirka 1 dollar (7,40 kroner) om dagen.

Hvis arbejderne truer med strejker, kan fabrikkens ledelse finde på at ringe efter bevæbnede soldater, som får arbejderne til at makke ret. De fleste tekstilfabrikker ligger i såkaldte industrizoner, som er under permanent krigsret. Arbejderne er ofte unge kvinder fra landet, som bor i barakker i zonerne.

Næstformand for FH og formand for Ulandssekretariatet, Bente Sorgenfrey, er rystet:

”Det er under al kritik og må fordømmes, at arbejdstagere – ovenikøbet de syersker, som er nederst i den globale fødekæde – ikke har bare nogenlunde anstændige løn- og arbejdsvilkår.”

Fagbevægelsen er forbudt

Før militærkuppet 1. februar 2021 var fagbevægelsen i gang med at danne fagforeninger, blandt andet på tekstilfabrikkerne, og der blev arbejdet intenst på at indføre mægling i arbejdstvister – med dansk støtte gennem Ulandssekretariatet.

”I dag er der intet af dette tilbage. For den almindelige arbejder er det nærmest håbløst,” siger Khaing Zar, som også er medlem af hovedbestyrelsen i hovedorganisationen CTUM, som fagbevægelsen i Danmark har støttet gennem årtier.

Organisationen er nu forbudt i Myanmar – sammen med resten af fagbevægelsen, og Khaing Zar er i eksil, ligesom mange andre tillidsmænd og fagforeningsledere. 

Brænder folk levende

Siden militæret overtog magten og begravede det gryende demokrati, fængslede den folkevalgte Aung San Suu Kyi, som har en lang fortid som oppositionsleder og kritikker af militærjuntaen, er det gået fra slemt til værre.

Militærregimet har forbudt enhver opposition og prøvet, med uhyrlige metoder, at dæmme op for den civile ulydighedsbevægelse, som har gennemført store demonstrationer, strejker og protester siden kuppet.

Over 2.000 mennesker skønnes dræbt, og mange aktivister – deriblandt ansatte og tillidsmænd i CTUM – er blevet arresteret, uden at man ved, hvor de holdes fanget.

Husundersøgelser og gadevisitationer bliver gennemført vilkårligt, og det burmesiske flyvevåben bomber løs ude på landet, mens hæren stikker ild til landsbyer og afgrøder – og mishandler befolkningen, blandt andet ved at brænde folk levende.

”De prøver at ramme folks lokalsamfund og arresterer deres familier. Det er en måde at prøve at udstøde aktivisterne, så de ikke kan gemme sig,” fortæller Khaing Zar. Det understøttes af rapporter fra FN og ILO, der beskriver grusomheder, som overgår fantasien.

Det gør det også svært at organisere demonstrationer og strejker, men protesterne fortsætter alligevel, som nålestiksoperationer og sabotage – for at vise, at militæret ikke har kontrollen, som Khaing Zar fortæller.

Hun anslår, at kun under 20 procent af jernbanenettet fungerer, offentlig bustransport er usammenhængende på grund af oliepriserne, og det lokale forretningsliv er ramt, blandt andet fordi det må købe hård valuta til overpris af styret.

Væksten sidste år var på minus 18 procent, ifølge Verdensbanken. Folk har ingen penge, ingen mad og må bogstaveligt talt gå fra hus og hjem. Landbruget – og dermed fødevareproduktionen – er ramt på grund af bombardementerne. Millioner af jobs er gået tabt. 

Opfordring til EU

På trods af sit folks lidelser, mener Khaing Zar, at det internationale samfund skal stramme skruen overfor Myanmars militærdiktatur.

Konkret mener hun, at EU skal ophæve den såkaldte EBA-aftale (Everything But Arms), hvilket åbner for, at man kan have økonomisk aktivitet med Myanmar, så længe det ikke sker med de personer og institutioner, som står på EU’s sanktionsliste.

Bente Sorgenfrey siger: Det er et dilemma. At lægge pres på EU og FN for at få indført en regulær boykot af Myanmar kan virke dramatisk, når vi ved hvor meget befolkningen lider. Men her bør vi måske lytte til fagbevægelsen, som anbefaler en måde at afkorte lidelserne på.”

”Det gælder om at indføre finansielle sanktioner,” siger Khaing Zar,”og derved for eksempel afskære de tre fungerende banker fra at operere, så militæret rammes på pengepungen. Vi vil have stoppet finansiel aktivitet, have EU til at droppe EBA’en og lægge pres på de internationale firmaer,” siger hun.

Hun fortæller, at situationen er værre end efter 1988-oprøret, og selvom det burmesiske militærstyre har mere end et halvt århundredes erfaring i vold og undertrykkelse mod dets egen befolkning, tror Khaing Zar, at enden snart kan være nær – hvis den internationale støtte opnås.

ILO planlægger en mission i november til Myanmar, som blandt andet skal undersøge overtrædelserne af arbejdstagernes rettigheder. International