Kritisk udvikling: Hvordan får vi de unge til at vælge de uddannelser samfundet efterspørger?

Den 15. marts var der frist for at søge ind på en videregående uddannelse via kvote 2.

Samme dag afholdt FH sammen med KL, Danske Regioner og Danske Professionshøjskoler et symposium om, hvordan vi får flere til at vælge professionsuddannelserne på velfærdsområdet til.

Det var midt i disse spændende og meget aktuelle drøftelser, at kvote 2-tallene tikkede ind. Desværre bekræftede søgetallene alt for tydeligt, hvorfor der var behov for at drøfte den faldende interesse for professionsuddannelserne.

Det var forventet, at den samlede søgning til de videregående uddannelser ville falde efter to år med ekstra høj søgning som følge af corona og lukning af engelsksprogede uddannelsespladser på erhvervsakademier og professionshøjskoler.

Kritisk kæmpe fald i søgning

Men det er alligevel tankevækkende og bekymrende, hvor stort et fald i søgningen der er til professionsuddannelserne.

Søgningen til de fire største professionsuddannelser, det vil sige pædagog, lærer, sygeplejerske og socialrådgiver, er tilsammen faldet med 29 pct. siden 2019!

Sammenholder vi det tal med den demografiske udvikling og det faktum, at der allerede nu er mangel på professionsuddannede flere steder i landet, så bliver panderynkerne kun dybere.

Lad mig slå fast:

Vi får brug for alle faggrupper på tværs af uddannelsesniveauer. Faglærte, kvu’er, professionsuddannede og kandidater fra universiteterne.

Men der er nødt til at være en bedre balance. Der bliver kamp om de studerende, og vi har som samfund ikke råd til at nøjes med at krydse fingre for, at de unge vælger de uddannelser, som samfundet efterspørger mest. Det gør de ikke. Det understreger kvote 2-søgningen til fulde.

Hvad med velfærdssamfundet?

Det offentlige og private arbejdsmarked er hinandens forudsætninger. Uden dygtige sygeplejersker, lærere, pædagoger mv. har vi ikke det velfærdssamfund, som er en afgørende forudsætning for, at det private arbejdsmarked kan fungere.

Uden, kan vi ikke uddanne den næste generation og vi kan ikke fastholde et godt sundhedsvæsen.

I fagbevægelsen ved vi, at samfundet ikke skabes af enkelte faggrupper. Derfor skal der også være den nødvendige balance mellem faggrupper inden for sektorerne.  

Og det er ikke blot et spørgsmål om at få aktiveret de ca. 45.000 unge, der i dag står uden uddannelse og job, når de er 25 år, som det har været foreslået af rektor ved DTU og formand for Danske Universiteters rektorkollegium, Anders Bjarklev.

Dem skal vi også gøre meget for at hjælpe, for rigtig mange af dem har det svært i livet. Men jeg vil tillade mig at kalde det privilegieblindhed, hvis man tror, at det er ved at få disse unge til at søge professionsuddannelserne, at vi løser manglen med sygeplejersker, lærere og pædagoger.

Balance i uddannelserne er samfundets ansvar

Den rette uddannelsesbalance er et samfundsansvar. Et ansvar, som alle dele af uddannelsessektoren også må tage deres del af. Den aktuelle ubalance kalder på en grundlæggende diskussion af, hvordan vi vil uddanne til fremtidens arbejdsmarked.

Jeg glæder mig til at høre bud fra en samlet sektor på, hvordan vi får flere unge til at vælge de uddannelser, som både sikrer vores velfærd og vores velstand.