Debatten om udflytning af studiepladser på de videregående uddannelser kører på højtryk. Det er forståeligt, for udflytningen har stor betydning for både de studerende og uddannelsesinstitutionerne.
Politikerne på Christiansborg sidder lige nu og vurderer de forslag, de videregående uddannelser har sendt til dem med udgangspunkt i sommerens politiske aftale om udflytning.
Betragtningen om, at arbejdsmarkedet nok skal tilpasse sig de studerendes valg af uddannelse, køber jeg ikke.
Hunger efter flere faglærte
Det private arbejdsmarked hungrer efter flere faglærte, og i flere kommuner og regioner er der akut mangel på pædagoger, sygeplejersker, sosu-assistenter, m.fl.
Det handler derfor ikke kun om at finde den rette balance mellem land og by, men også på tværs af uddannelsesniveauer og sektorer.
Ser vi frem mod 2030, bliver problemet kun større, for ungdomsårgangene bliver mindre og der bliver flere børn og ældre.
Det øger presset på, at de unge vælger de uddannelser, som arbejdsmarkedet efterspørger. Det er vi som samfund nødt til at forholde os til.
Derfor vil jeg hejse tre flag.
For det første er det afgørende at holde fast i aftalens ambition om, at reducere optaget med 10 pct. på universiteterne frem mod 2030, hvis vi skal ændre på den videregående uddannelsessammensætning og få flere til at tilvælge erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne. Det skal partierne stå fast på.
For det andet skal vi selvfølgelig ikke lukke uddannelser i de store byer, hvor der allerede nu mangler arbejdskraft.
FH POLITIK: Færre bump på vejen til uddannelse hele livet
Mere skade end gavn at skære hvor der mangler arbejdskraft
Her tænker jeg på uddannelserne til pædagog, lærer, sygeplejerske og socialrådgiver, som der i aftalen lægges op til at skære på i de store byer.
Det kan ende med at gøre mere skade end gavn.
Endelig er det bare dyrere at opretholde små uddannelsessteder med høj faglig kvalitet. Økonomien skal følge med, hvis ambitionen om at sikre gode uddannelsesmuligheder i hele landet skal lykkes. Her er vi ikke i mål endnu.
Vi har brug for en arbejdsstyrke med de rette kvalifikationer, og her bliver vi nødt til at være ærlige om, at vi kommer til at mangle visse faggrupper, mens der er andre fagområder, særligt på universiteterne, hvor vi uddanner for mange.
Betragtningen om, at arbejdsmarkedet nok skal tilpasse sig de studerendes valg af uddannelse, køber jeg ikke.
Hermed ikke forstået, at de fleste ikke nok skal få et job, men bliver det et job, der afspejler det uddannelsesniveau, de har gennemført?
Hvis ikke, er det synd for den enkelte, som står tilbage med bristede drømme efter mange års uddannelse, og det er grundlæggende en forkert prioritering af fællesskabets penge.
På samme vis er det ikke nok at rette blikket mod de ca. 45.000 unge, der i dag står uden uddannelse og job.
Dem skal vi naturligvis inkludere på arbejdsmarkedet, men det alene kan ikke løse hele den rekrutteringsudfordring, vi ser i dag og fremover.