I mange år har reformer rimet på noget, der gør ondt på folk. Tanken fra politikerne har været, at Danmark bliver rigere ved at gøre arbejdsløse og udsatte fattigere, fordi man håber, at dét løfter dem i arbejde.

Men tiden er ved at løbe fra de gammeldags reformer. Det påpeger flere af de førende økonomer også. Af samme grund taler man om såkaldte andengenerationsreformer, hvor man skaber job uden at øge uligheden.

I FH mener vi, at selve måden, der laves reformer på, skal reformeres. 

Danskerne bliver jo ikke bedre til at stave, regne eller bruge en computer af, at pensionsalderen hæves hurtigere, eller aktieskatten sænkes. Den bedste måde at få råd til at sænke skatten på sigt, uden at forringe vores velfærd, er at løfte folk ud af deres problemer og i arbejde – ikke at forværre deres situation. 

Lizette Risgaard

At vi skal vende reformerne om, så de forsøger at få folk i arbejde ved at forebygge eller løse nogle af de problemer, som gør at folk ikke er i arbejde For når vi løfter folk, fx gennem uddannelse, kommer flere i arbejde – og når flere bliver dygtigere, vokser rigdommen i samfundet og i statskassen.

Det var grundingrediensen i reformerne i 50’erne, 60’erne og 70’erne. Hvis den nuværende logik i reformarbejdet havde styret tankegangen dengang, var velfærdsstaten aldrig blevet født. Og der findes ikke ét excel-ark, der forklarer, hvorfor velfærdsstaten ikke går i minus – derimod kan vi jo se, at den fungerer forbilledligt.

Desværre har vi dog lige nu en situation, hvor flere hundrede tusinder er overladt til sig selv. Og hvor store problemer får lov at vokse sig større – problemer, som også er udgifter.

Det drejer sig blandt andet om de over 100.000 forsømte unge, som hverken er i uddannelse eller i job. Om de mange, der bliver syge på deres arbejde. For ikke at tale om de titusinder af ufaglærte, som risikerer at miste arbejdet de kommende år, samtidig med, at vi kommer til at mangle titusindvis af faglærte.  

Hver af de udfordringer er ikke kun en tragedie for den enkelte og familien. Det koster også den enkelte, staten og virksomhederne dyrt.

Lizette Risgaard

Hver af de udfordringer er ikke kun en tragedie for den enkelte og familien. Det koster også den enkelte, staten og virksomhederne dyrt.

Derfor har vi i fagbevægelsen fremlagt en række forslag til, hvordan vi potentielt kan øge beskæftigelsen med 46.000 fuldtidspersoner og forbedre de offentlige finanser med 55 milliarder kroner årligt i 2030. En model, hvor vi ikke straffer, men hjælper folk i arbejde – og stadig blive rigere som samfund. Samtidig med at vi sænker uligheden. 

Men vi er også nødt til at være realistiske. Hvis vi skal skabe en reel forskel, så kræver det brede politiske aftaler. Der findes ikke hurtige snuptagsløsninger på de store problemer.

Set fra min stol har alle politikere dog noget at vinde ved at foretage et paradigmeskift i reformkursen.

Danskerne bliver jo ikke bedre til at stave, regne eller bruge en computer af, at pensionsalderen hæves hurtigere, eller aktieskatten sænkes. Den bedste måde at få råd til at sænke skatten på sigt, uden at forringe vores velfærd, er at løfte folk ud af deres problemer og i arbejde – ikke at forværre deres situation. 

Seneste