Corona-pandemien er gudskelov på retur, og om tingene bliver ved med at gå vel, så er alt måske inden for længe ved at være ved det gamle. Spørgsmålet er, om vi ikke har lært noget af corona-tiden, som vi gør klogt i at tage med videre?

Når jeg lytter til udmeldingerne fra flere af erhvervslivets spidser, som nu forsøger at unddrage sig ansvaret for den fælles regning, der skal samles op efter coronakrisen, lader det desværre ikke til at være tilfældet. Suk!

Uanset om du er arbejdsløs eller liberal virksomhedsejer, så har fællesskabet trådt til.

Lizette Risgaard

Jeg faldt eksempelvis over denne udtalelse fra en hoteldirektør i Berlingske Tidende: »Jeg mener bestemt ikke, at vi skylder noget. (…) Når regningen for krisen skal betales, skal man ikke sende en skatteregning til virksomhederne. Vi har påtaget os et enormt ansvar ved at have medarbejdere på lønkompensation«.

Hjulpet af skattebetalerne

Hvad direktøren glemmer i det regnestykke er, at skattebetalerne har betalt store summer for, at virksomhederne fx har fået dækket deres faste udgifter og andre hjælpepakker.

Det betyder, at de nu kan genåbne i en økonomi, der på mange områder tegner til at ville buldre derudaf. Jeg tør godt love, at virksomheder i mange andre lande skuler misundeligt til os her i Danmark.

Prøv lige at smage på det. Den ene dag modtager man gladeligt hjælp betalt af millioner af danske skattebetalere. Den næste dag mener man, at beskatning er synonym med belastning, at staten er for stor og for dyr – og regningen for coronakrisen? Den skal bare tørres af på alle os andre.

Øhh, hallo. Er vi virkelig dér, hvor direktører med millionlønninger tror, at corona har været en badeferie for de tusinder af lønmodtagere, der har mistet jobbet, eller pludselig er blevet tvunget til at skifte karrierevej til en væsentligt lavere indkomst midt i livet?

Tyk selvmodsigelse

Selvmodsigelserne er med coronakrisen blevet lige så tyk, tung og yndig som et betonbyggeri fra 60’erne.

Normalt mener arbejdsgiverorganisationerne og flere af de borgerlige partier, at skatten er for høj. Dagpenge, kontanthjælp og resten af medarbejdernes sikkerhedsnet skal forringes og bruges på topskattelettelser. Solidaritet er til hverdag et fremmedord, der holder det driftige erhvervsliv tilbage og hæmmer væksten, må man forstå…

Lige indtil virksomhederne selv står med håret i postkassen, når krisen rammer. Lige indtil en pandemi bølger over os og vælter normalen omkuld. Så er der ingen, der taler om ’markedets usynlige hånd’, eller at du er din egen lykkes smed.

Man har et standpunkt til man tager et nyt. Jeg fristes til at sige: Man har et standpunkt til fællesskabet, indtil man har brug for fællesskabets hjælp.

Fællesskabet har fået os godt gennem krisen

Corona har været en tung byrde uden skyggen af rimelighed eller retfærdighed. Den har ødelagt livsværk og drømme over hele kloden – også herhjemme.

Men hvorfor er det ikke gået lige så skidt for Danmark som i andre lande? Kunne det have noget at gøre med et stærkt fællesskab, med en stærk fælleskasse og en stærk tradition for at hjælpe hinanden i nød?

Uanset om du er arbejdsløs eller liberal virksomhedsejer, så har fællesskabet trådt til. Og du ved aldrig, hvornår du får brug for hjælp.

Det er også vores stærke fællesskab, vi kan takke for at finansiere et af verdens mest ambitiøse testregimer. Hundredetusindevis af os er dagligt blevet testet de sidste måneder – hurtigt og effektivt, og uden at vi skulle have tegnebogen op af lommen.

Et tilbud, som har gavnet både borgere og virksomheder – og som formentlig er en del af forklaringen på, at vi i Danmark ser ud til at have undgået en tredje corona-bølge, som har martret andre lande, og som fx fornyligt har udskudt genåbningen i Storbritannien med en måned.  

Alle skal bidrage

Men nu hvor krisen er ved at være slut, kommer spørgsmålet op igen: Hvem skal betale for vores stærke fællesskab? Jeg er ikke et øjeblik i tvivl. Vil man have hjælp af fællesskabet, må man saftsuseme også bidrage til fællesskabet – også når fremtiden virker lys og rolig.

For hvad 2020 har lært os er jo, at ingen ved, hvad der venter forude. Hvad hvis der kommer en finanskrise om seks måneder? Hvad gør vi hvis boligmarkedet kollapser? Svaret er soleklart.

Staten skal være klar. Fællesskabet skal være klar. Og det kræver, at vi hjælpes ad med at finansiere det fællesskab, som har gjort Danmark stærkt og velstående. Det må også virksomhederne erkende, hvis de med nogen som helst troværdighed, også i fremtiden vil have fællesskabets hjælp.

Indlæg bragt i Børsen 21.06.21

Genopretningsplan

Coronaepidemien har skabt store udfordringer for det danske samfund med usikkerhed og utryghed til følge. Som en del af genåbningen har FH derfor fokus på en række indsatser, der skal få Danmark endnu stærkere ud på den anden side af krisen. Blandt disse indsatser er bl.a. en styrkelse af dagpengene, øget fokus på dimittender og langtidsledige samt et ekstraordinært løft i den borgernære velfærd.