Vi har i FH længe efterlyst en aftale om offentlig land for land-rapportering, og derfor er jeg også glad for, at knuden i forhandlingerne langt om længe er bundet op.

Læser man ned i den indgåede aftale, er der dog lidt malurt i bægeret, for den rækker desværre ikke så vidt, som den burde.

En række lande udelades nemlig helt fra rapporteringen. Således er det udelukkende de multinationale virksomheders aktiviteter i EU-lande, lande på EU’s sortliste og gråliste, som skal indgå i rapporteringen.

Kun de multinationale virksomheder, der har en omsætning på mere end 750 mio. euro (ca. 5,5 mia. kr.), vil være forpligtede. Det svarer til ca. 10 % af de multinationale virksomheder, hvorfor 90 pct. altså slipper med skrækken.

Bente Sorgenfrey

Et land som Caymanøerne figurerer ikke på EU’s sortliste, og aktiviteterne på denne destination vil derfor ikke indgå i opgørelserne. Og det er på trods af, at netop dette land populært betegnes som værende skattely.

Derudover er det også blot de allerstørste multinationale virksomheder, som vil blive forpligtet til land for land-rapportering.

Kun de multinationale virksomheder, der har en omsætning på mere end 750 mio. euro (ca. 5,5 mia. kr.), vil være forpligtede. Det svarer til ca. 10 % af de multinationale virksomheder, hvorfor 90 pct. altså slipper med skrækken.

Danmark har været i frontlinjen

Hvad der er glædeligt ved hele forløbet med det her forslag er, at Danmark har været et af de lande, som har været i frontlinjen for en mere ambitiøs aftale. Uanset at det desværre viste sig ikke at være nok til at gå hele vejen.

Det er dog et skridt i den rigtige retning, og det er mit håb, at vi snarest muligt kan tage det næste skridt.

For der er behov for mere gennemsigtighed om de multinationale virksomheders aktiviteter i alle lande, hvis vi skal aggressiv skatteplanlægning til livs og få indsigt i, hvor virksomhederne betaler skat, og hvor de ikke gør.

Der skal nu stemmes om aftalen i både Parlamentet og Rådet, og en endelig godkendelse forventes på den anden side af sommerferien.