Fagbevægelsen i Myanmar har takket nej til fortsat samarbejde med landets regering, efter at militæret i mandags begik et kup mod den nyligt valgte demokratiske regering og ved samme lejlighed arresterede nobelpristageren Aung San Suu Kyi og hendes nærmeste medarbejdere.

Konkret har hovedorganisationen CTUM (Confederation of Trade Unions of Myanmar) erklæret sin modstand mod militærregeringen. CTUM har afvist at deltage i et trepartsmøde med arbejdsministeren, fordi det åbenlyst var et forsøg på at legitimere regeringen, ifølge CTUM.

Det er en tragedie, at man på en nat kan standse et lands udvikling. Og så oven i coronapandemien. Vi har i årevis støttet det lange seje træk med at forbedre lønmodtagernes rettigheder og sikre rammebetingelser for en positiv økonomisk udvikling.

Bente Sorgenfrey

”Det er nødvendigt, at fagbevægelsen sætter foden ned overfor en ulovlig magtovertagelse og anslag mod civilsamfundet,” siger FH’s næstformand og formand for Ulandssekretariatet, Bente Sorgenfrey.

”Samtidig understreger det alvoren i situationen. Netop dialog og forhandling har været centrum for fagbevægelsens støtte, gennem Ulandssekretariatet, til Myanmars spæde faglige organisationer og de tiltag, som har bidraget til udvikling af arbejdsmarkedet og den demokratiske udvikling i Myanmar. Det er nærmest tragisk,” siger hun.

Dansk fagbevægelse har støttet CTUM siden 1990erne – også da organisationen var forbudt – og dens ledere i eksil.

Danmark har støttet demokratiseringen, som gradvist har fundet sted siden 2012 – en demokratisering, der dog har haft militæret konstant med på bagsmækken.

International støtte

CTUM overvejer i øjeblikket situationen – især hvordan man koordinerer eventuelle sanktioner fra EU og USA. Man opfordrer også FN til at fratage Myanmar dets sæde i organisationen. 

Samtidig demonstrerer fagbevægelsen og befolkningen i Myanmar gennem demonstrationer, strejker på hospitaler, civil ulydighed og banken på potter og pander. 

Organisationer tilknyttet international fagbevægelse har udtrykt fordømmelse af militærkuppet og støtte til Myanmars arbejdere.

”Det er en tragedie, at man på en nat kan standse et lands udvikling. Og så oven i coronapandemien. Vi har i årevis støttet det lange seje træk med at forbedre lønmodtagernes rettigheder og sikre rammebetingelser for en positiv økonomisk udvikling. Nu er en fattig og sårbar befolkning slået tilbage, og kun tiden vil vise, om det er helt tilbage til start,” siger Bente Sorgenfrey.