Efter mange og lange forhandlinger lykkedes det endelig at finde vej til et kompromis i forhandlingerne om EU’s budget og genopretningsplan. Det betyder, at 13.600 mia. kr. inden længe er på vej ud til de europæiske medlemslande.
”Det er en tidlig julegave til hele Europa, at der endelig er landet en aftale. Med den nye aftale ser det ud til, at demokrati og retsstat sikres fortsat at gå hånd i hånd med EU’s mål om bl.a. jobskabelse, grøn omstilling og digital udvikling” siger Bente Sorgenfrey, første næstformand, FH.
Polen og Ungarn modsatte sig
Netop demokrati og retsstat har været omdrejningspunktet for de sidste ugers blokade af EU’s budget og genopretningsplan.
Mange medlemslande – herunder Danmark – har igennem forhandlingerne kæmpet for et sæt nye regler, der skal gøre det muligt at tage støtte fra medlemslande, der ikke overholder EU’s principper om retsstat og demokrati.
Polen og Ungarn modsatte sig disse betingelser, og i flere uger har der derfor været gidseldrama om EU’s budget.
Torsdag blev der landet et kompromis, der blandt andet indebærer et løfte om, at hvis der rejses en sag ved EU-domstolen, så vil Kommissionen ikke begynde deres håndhævelse af mekanismen, før domstolen har truffet en afgørelse.
”Det er helt afgørende, at den 13.600 mia. kr. store pakke kommer ud og får sat gang i væksten og jobskabelsen i Europa” siger Bente Sorgenfrey.
7 årigt budget
Det nye syvårige budget på 1074 mia. euro og genopretningsplanen på 750 mia. euro har været længe ventet i særligt de lande i Sydeuropa, der ser ud til at have fået de hårdeste slag under coronakrisen.
Mange lande har allerede indregnet EU-midlerne i deres budgetter for 2021, herunder også Danmark. Det betyder også, at der i det nye år skal lægges planer for, hvordan hvert land vil bruge pengene.
”Danmark bør fortsat arbejde for, at EU-midler udmøntes til grøn omstilling i bred forstand. Omstilling kræver ikke blot teknologi, men også dygtig arbejdskraft, grønne kompetencer og tryghed” siger Bente Sorgenfrey.
Inden pakken kan komme i anvendelse, skal den både ratificeres i alle 27 lande og godkendes i Europa-Parlamentet.