LAD MIG lige slå én ting fast: Jeg har flere gange konfronteret statsministeren med, at han begår en kæmpe fejl, når han årligt sparer 2 pct. på uddannelse.
Nu kan vi så høre, at regeringen vil sætte gang i en talentindsats med 190 mio. kr. hen over en fireårig periode. Men hvis regeringen er så bekymret for, om uddannelsessystemet kan udfordre talenter: Hvorfor hulen har den så sparet flere milliarder kroner på uddannelse indtil videre?
Jeg har længe bekymret mig for, om ungdommen kan udleve sit fulde potentiale med de nedskæringer, regeringen har iværksæt hen over de sidste snart mange år. Sådan har regeringen det åbenbart ikke.
Lizette Risgaard, FH-formand
Hugger hånden af ungdommen
Regeringens prioritering af uddannelse svarer til at hugge hånden af ungdommen og bagefter give 2 pct. af en fingernegl tilbage som gave.
Det er en ommer! Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers begrunder ‘ talentindsatsen’ for de 2 pct. med, at regeringen er bange for, at de unge ikke ‘ udlever deres fulde potentiale’.
Sig mig lige engang, bekymrer ministeren sig slet ikke for de resterende 98 pct. s potentiale?
Regeringen erkender med udspillet, at penge er afgørende for kvaliteten af uddannelse.
Kortsigtet at suge milliarder ud af uddannelsessystemet
Jeg har længe bekymret mig for, om ungdommen kan udleve sit fulde potentiale med de nedskæringer, regeringen har iværksæt hen over de sidste snart mange år. Sådan har regeringen det åbenbart ikke.
De dygtigste 2 pct. skal selvfølgelig udfordres.
Lige såvel som de resterende 98 pct. Basta!
Det er så kortsigtet at suge milliarder ud af uddannelsessystemet. Især i en tid, hvor regeringen taler om, at vi skal blive bedre til at håndtere globalisering og de teknologiske fremskridt.
I forrige uge diskuterede vi igen fremtidens udfordringer i Disruptionrådet.
Og min konklusion er, at det ikke er tilstrækkeligt, at regeringen kun holder møder om fremtidens udfordringer.
Det handler også om at føre politik, der sikrer, at alle kommer med i uddannelsessystemet og på fremtidens arbejdsmarked.
Og det gør man kun, hvis der investeres i uddannelse for alle.