Til Folkemødet er FTF sammen med LO, 3F, FOA, HK og Dansk Metal vært for en række debatarrangementer i Folkets Hus. Det sker på Kirkegade 8 i Allinge (Det gamle Posthus).
Der er 12 debatter, hvor blandt andre Magrethe Vestager, Bjarne Corydon, Mette Frederiksen og mange andre debatter, hvordan og hvor meget den offentlige sektor skal moderniseres, om der er vækst i vækstplanen, om unge gider organisere sig og mange andre spændende spørgsmål.
FTF’s formand Bente Sorgenfrey deltager selv som debattør i åbningsarrangementet om, hvordan vi skaber vækst og job. Det emne debatterer hun med formand for LO, Harald Børsting, formand for Danske Regioner, Bent Hansen, og administrerende direktør i DI, Karsten Dybvad. Og selvfølgelig også med alle dem, der møder op til arrangementet torsdag den 13. juni kl. 16.30.
Folkemødet danner en fantastisk ramme for at debattere de emner, som organisationer, politikere og folk i det hele taget beskæftiger sig med. Der er mulighed for både at gense gamle kendinge og at møde mennesker, man ikke har talt med før, og det giver god grobund for nye idéer og løsninger til de udfordringer i samfundet, som vi alle sammen kan bidrage til at løse. Derfor er FTF med. Bente Sorgenfrey ser frem til nogle indholds- og udbytterige dage på Bornholm.
”Fagbevægelsen er sat i verden for at bidrage til at udvikle samfundet. Det arbejder vi for hver dag. Hvordan kommer vi ud af krisen, hvordan skaber vi flere job, og hvordan moderniserer vi den offentlige sektor? De relevante debatter har vi sat på dagsordenen på Bornholm. Folkemødets anderledes rammer giver forhåbentlig debatten nyt liv og indhold”, siger hun.
Udover åbningsdebatten i Folkets Hus, deltager Bente Sorgenfrey også i Dansk Byggeri og Tekniqs arrangement om at være ”Fucking Flink”, DI’s arrangement om ”Madsen og monopolet”, Teknologirådets debat om arbejdsmarkedspensioner og en paneldebat om Produktivitetskommissionens rapport om den offentlige sektor.